|
Juleferie 2010 Dagbog fra Filippinerne
Mandag den 27. december 2010 Klokken 7 vågnede vi i vores dejlige seng på El Nido Beach Hotel, efter en dejlig nat. Et kig ud fra vores altan ud over bugten, tydede på at det ville blive en dejlig solskinsdag. Det kunne vi godt trænge til, efter flere dage med lidt for mange sorte og grå skyer. Vi havde aftalt med Toto at møde ham på stranden klokken 9, så vi havde god tid til at få spist lidt morgenmad og få købt ind til turen
El Nido er en travl by der i modsætning til Coron præges af, at der er mange Europæiske turister. Ikke sådan med store hoteller, for det findes slet ikke, men der er bare mange blege personer i bybilledet, og lidt for mange cafeer og barer. Alle butikker og boliger er på en etage (max to), og minder mest af alt om faldefærdige hytter. Det har absolut sin charme, og det er i hvert fald meget anderledes end i Europa.
Vi mødte Toto lidt forsinket klokken 9.30, og vi tog afsted, hvortil var vi ikke rigtig klar over. Men da båden begyndte at sejle stik nord, mod forventet syd, spurgte vi lige ind til dagens program. Toto havde tænkt sig at sejle retur til Coron, og derfra besøge øerne i området. Det var ikke en god plan, for der havde vi allerede været sidste år. Efter ordre fra os drejede skibet så 180 grader mod øen Lagen Island. Vi sejlede rundt omkring øen, og lagde første gang til ved et meget smukt sted, men et meget kedeligt snorkelsted. Og da vandet iøvrigt var fyldt med små brændende gopler, røg vi hurtigt op i båden igen.
Næste stop var på en dejlig strand ved en lille fikskerlandsby. Her blev vi og solede en times tid, hvorefter vi sejlede videre. Vi forsøgte at komme ind til en anden smuk strand undervejs, men måtte opgive, da vinden gjore det vanskeligt at komme sikkert i land.
Vi aftalte at sejle til 7 Commando Beach, og slå lejr for natten. Da vi ankom, så vi at der var mange besøgende fra El Nido, og valgte derfor at sejle til den langt mindre befolkede nabostrand. Her ville vi så vente til at klokken blev fire, hvorefter vi så ville sejle de 100m over til 7 Commando Beach.
Efter ret kort tid, kom Toto og sagde, at vi blev nødt til at sejle nu, da ankeret var gået i stykker, og det derfor var umuligt at være ankret op i blæsten på den strand vi nu var på. Vi pakkede hurtigt sammen og tog afsted. Desværre var den eneste plads på 7 Commando Beach, der nogenlunde var i læ, optaget af en anden båd, så derfor måtte vi sidde og vente på at den blev ledig, 100 meter fra stranden, fasttøjret til et flydeanker. Pia blev mere og mere søsyg, så på et tidspunkt valgte hun at svømme i land.
Gabor og besætningen kom til at vente i mindst 1 ½ time, før vores plads blev ledig. Pia var jo allerede i land for længst, og benyttede nu ventetiden med lidt svømmetræning mellem båden og stranden.
Da vi endelig kom i land alle sammen, var klokken blevet hen ad 17.30, og der ville være kulsort om mindre end 30 minutter. Derfor fik vi travlt med at hænge vores hængekøjer og, og få gang i noget ild til at lave mad over. Pia nåede også lige at brænde ca. 3 liter vand af til en gang vask af sig selv. Nu er klokken 21.32, og himlen er fyldt med stjerner, vinden er væk, vi er "mætte", så alt i alt håber vi på en dejlig nat til tonerne af havets konstante hamren mod en vidunderlig sandstrand, ja og så selvfølgelig lyden af den altid nærværende Gekko.(eh eh eh eh....gek-koo, gek-koo; eh eh eh eh....gek-koo siger den)
Tirsdag den 28. december 2010
Det var en mærkelig nat. Midt om natten vågnede vi ved at der gik personer rundt på stranden med lommelygter, hvem og hvar de kom fra anede vi ikke. (Vi vidste at ud over os, besætningen og en caretaker, bor der også en lokal familie i den ene ende af stranden. Desuden havde vi set et par personer, der så lidt for velnærede ud til at være her fra byen. Det er et sikkert kendetegn. Dem der bor her på øerne er alle meget tynde; turister, også Filipinoer fra andre dele af landet ser noget mere fyldige ud). Nå, men efter et stykke tid så det ud som om de gik ud i vandet, stadigvæk med lysende lygter. De gik langt ud, ud de skiltes ad ... Vi faldt i søvn, og da vi vågnede lidt senere igen, var de stadigvæk ude i vandet. Vi faldt i søvn igen, og vågnede først igen ved solopgang, uden nogen sinde at finde ud af hvad der havde foregået. Efter en tur ned af stranden næste morgen, opdagede vi en lille flok "ikke lokale" der sov i nogen buskads, og de havde redningsveste med sig. Så vi tror at det har været dem, der har været på udkig efter noget, måske koraller, i nat. Koraller er nemlig mest spændende at kigge på om natten. Der sender de nemlig deres tentakler afsted efter mad, og ser derfor helt anderledes levende ud om natten.
Vi pakkede sammen og betalte de 30 kr, og regnede så med at vi som aftalt skulle tage til El Nido og få svejset ankeret. Men det skulle vi så pludselig ikke alligevel. I stedet skulle vi til en by der hedder Linapacan, som lå på vejen tilbage Coron. Det var en hård sejltur med megen vind og store bølger. Efter mange timers sejlads over åbent hav, nåede vi byen ved 14.30 tiden.
Det var en af de større byer i området, med bl.a en Elementary School og High School. Det lyder af meget men det er det ikke. Byen består af fem veje, og der er ingen strøm, kloak, eller indlagt vand. De fleste af husene lå på pæle i vandet, og i en elendig forfatning. Vi var med garanti de eneste turister i byen, og dagens helt store trækplaster. Hernede er der ikke noget der hedder at kigge diskret, de stirrer uden nogen som helst skam i livet på en, som var man et dyr i Zoo. Det er enormt grænseoverskridende at blive så groft og uhæmmet begloet.
Vi gik en tur en times tid, fik købt lidt ind...udvalget var beskedent (man kunne få alt muligt spændende antibiotika hos købmanden, og med smag af jordbær og banan)...så vi købte chips og sodavand, og gik så ned til båden igen. Der var Ariel og det defekte anker. Hvorfor havde de ikke taget det med ind til byen? Lidt efter kom Toto og Dick kørende på en tricykel, med en stor sæk kul. Vi sejlede videre.... Hvorfor ankeret ikke blev lavet melder historien intet om. Vi regnede så med at vi som aftalt nu skulle sejle 5-10 minutter og så lægge til for natten. Da klokken var 17.30 (altså efter endnu 1½ times sejlads) lagde båden til (efter 102 km sejlads i hård vind, og store bølger, i en båd der skød 17 km/t. Gabor sad i øvrigt i våddragt, da vi hele tiden blev oversprøjtet med vand) en fin strand med tre små fiskehytter, beboet af nogle meget tynde mennesker og dyr.
Vi hang hængekøjerne op, lavede bål, lavede mad, drak vores sidste Tanduay og "gik i bad" i bålets skær og gik til køjs. Ikke lang tid efter fik Pia en dråbe på næsen, og vi fløj ud af hængekøjerne. Det tog os vel 2 minutter at flå soveposserne ud, og samle vores bagage sammen og løbe ud til båden, men på den korte tid var regnen taget kraftigt til, så vi var drivvåde. Heldigvis stoppede regnen efter 15 minutter, og vi tog chancen at tage ud til hængekæjerne igen. Alternativet var at sidde op og sove på båden sammen med besætningen. Vi prøvede at gøre hængekøjerne så tørre som muligt med en gammel T-shirt, men helt godt blev det ikke. Vi krøb til køjs, våde, i våde soveposer, og våde hængekøjer. Heldigvis regnede det ikke mere den nat, men det blev en noget kølig omgang.
Onsdag den 29. december 2010
Næste morgen skinnede solen, fra en næsten skyfri himmel, og vi tog en svømmetur på revet. Det mest interessante vi så på den tur var en stor havskildpadde.
Efter svømmeturen gik vi lidt op og ad stranden, hilste lidt på de lokale,og så vores besætning spise rå søpindsvineæg. Man tager det levende søpindsvin, og hakker toppen af (lige som med et blødkogt æg). Ud vælter en masse vandt, og man kan nu se hvordan dyret ser ud indenfra, dyret er stadigvæk levende, og man kan se den arbejde. Inde i skallen er der fyldt med gule æg, og de er en stor delikatesse på disse kanter. Vi fik flere gange tilbudt en skefuld æg, men sagde pænt nej tak. Manden der havde fanget dyrene var i øvrigt ekstremt tynd, og hans båd var bygge af flamingoplader, han med garanti havde fundet som drivgods på stranden. Hans harpun var ligesom båden bygget af vraggods fra stranden. Dykkermasken som han brugte var ældgammel og hullet som en si. Han var bare mere fattig end en kirkemus.
Vi sejlede videre i den tro at vi skulle direkte til Banana Island, men i stedet kom der nu pludselig to ekstra mand om bord + en lille båd med endnu en person med på slæb. Vi var ikke rigtig med på hvad der skulle ske, og var samtidigt irriteret over at der nu igen var ændret i de aftalte planer. Vi sejlede langt ind i en bugt, og der var omgivet af mangrove, og da det blev for lavvandet og smalt til vores store båd, hoppede Toto, Pia og Gabor ombord hos manden med den lille båd.
Først med en lille motor, og senere med håndkraft kom vi dybere og dybere ind i mangroven. Til sidt gik vi ud af båden (nogen gange ville jeg ønske at jeg ikke vidste hvad der lever i mangrovesumpe), og fortsatte til fods, først i mangrovemudder og dernæst gennem tæt bevoksning. Til sidst nåede vi et lille hus med nogle store flotte bøfler, og en kvinde der tilsyneladende boede i huset. Hun gik med os, indtil vi nåede et lille smukt vandfald og bassin. Pia og Toto pjaskede lidt rundt i vandet, hvorefter vi begyndte at bevæge og retur af samme vej som vi var kommet.
På vejen mødte vi Dick, som var blevet hentet af den samme lille båd, som vi var kommet herud på. Vi kommer retur til den store båd, spiser en noodelcup, og venter på at Dick skal komme retur. Vi kommer til at vente meget længe, og da han endelig kommer retur, kan vi godt se, at det først bliver sent at vi kan nå frem til Banana Island. Vi sejler derudad, stadigvæk i hårdt vejr, og pludselig sejler vi ind til en smuk ø med et meget stort og flot hus.
Det er en privat ø, som man normalt ikke får lov til at besøge. Men ejeren er der ikke, og Caretakeren er en ven til Toto, så no problem. Vi snorkler lidt på revet, som ikke er alt for spændende, og da vi kommer i land spørger Toto os om vi skal sejle videre til Banana Island, eller overnatte her, Vi siger ja til at overnatte her, fordi at her ingen mennesker var, ud over os og de to Caretakere, her var meget smukt, ja og så var det jo gratis.
Vi slår lejr i udkanten af stranden, og begynder at lave mad. Mens vi sidder og spiser i nattens mulm og mørke, tager vinden yderligere til. Pludselig ligger en tætpakket båd, fyldt med mænd, kvinder og børn til på stranden. Det viser sig, at de er på vej fra Coron, hvor de har handlet, retur til deres landsby længere sydpå.. Vinden og bølgerne havde tvunget dem i land på netop "vores" ø. Der røg den fredelige nat. øv øv øv, vi kunne ellers godt bruge en god nats søvn oven på sidste nats våde oplevelser. Vi flyttede vores lejr længere væk, mest på grund af vinden, men også med håb om at være mere i fred. Toto fortalte os ellers at "bådflygtningene" havde fået besked på kun at holde sig til en lille del at stranden, da der var gæster, men man kan jo aldrig vide...
Dagbog fra Filippinerne
|
||||||||||
