Juleferie 2010


Dagbog fra Filippinerne

16 dec. - 20 dec. 21 dec. - 23 dec. 24 dec. - 26 dec. 27 dec. - 29 dec. 30 dec. - 2. jan.



24.december 2010

Vi vågnede tidligt (ved 7-tiden) efter en nat præget af bølgeskvulp. Vi sov rent ud sagt med røven i vandskorpen på vores lille ubeboede ø overfor Calibanbangan Island.


Juleaftensdags morgenmad

Vi fik os en kop kaffe og overraskelsen var en kokosnød, som Toto havde givet os på Malcapuya Island. Vi bør vel nævne at den gode stemning er genoprettet efter mytteriet på Malcapuya.


Ariel med The Kaptains chair, ventende på at den lille fiskebåd (som ses ved stævnen af vores båd) skal fragte ham over det strømfyldte farvand ud til båden.

Ved 8.30-tiden entrede vi båden efter en lille svømmetur, mens vores 2 tasker blev sejlet ud til båden ved hjælp af en lokal fiskers lille udriggerkano. Besætningen selv havde båret redningsveste da de skulle forcere passagen, og var noget foruroligede da vi bare gav os til at svømme, for de synes at der var stærk strøm. Men det var nu mildest talt ikke noget at snakke om for et par relativt stærke svømmere som os.


Pia i indsejlingen til El Nido

Vi sejlede ca 2½ time og så nåede vi El Nido som er hovedbyen på denne del af Palawan-øen. Byen er dog mindre end Coron. Vi lagde til ved stranden og gik derefter på opdagelse/indkøb. Da det er juleaften, må vi jo hellere se at få købt julegaver til hinanden. Vi havde ellers en regel om at det skulle være hjemmelavede julegaver, men da vi ikke må udføre skaller osv ud af Busuanga, kan vi ikke så godt lave halskæder og den slags. Så vi måtte underlægge os materialismen og ty til tegnebogen. Vi fik købt ind, da det var jul købte vi en æske småkager og en dåse kokosmælk, som vi kunne lave en sovs til vores ris af (altså kokosmælken).

Toto og de andre pirater sørgede for praktiske ting som bade- og drikke vand samt is til vores drikkevarer, samt Red Horse og den slags.

Vi sejlede videre efter at have gået lidt rundt i El Nido, og konstateret at der herskede fin orden i byen, og at sundhedstilstanden hos husdyrene så forholdsvis fin ud. Vi sejlede til Miniloc Island, som er en af øerne i Bacuit Arcipelagoen, som vi vil bevæge os rundt i den næste tid. Miniloc Island er karakteristisk ved de meget høje karst klippevægge som rejser sig lodret op fra det turkisgrønne vand. Her er enormt smukt og landskabet er lidt anderledes end de blide bakker der er oppe i nærheden af Coron.


Vi stoppede og svømmede i Small Lagoon, som er en gudesmuk lagune, der forgrener sig og har en hule man kan svømme ind i. Vi var de eneste i lagunen, og det var fantastisk at svømme rundt i det varme vand.


Indsejlingen til Small Lagoon

Efter en god lang svømmetur (i starten ledsaget af en ikke særligt godt svømmende Ariel; der fik besked på at vise os vej til lagunen; hvad tænker de på; at de ikke kan se at vi i det våde element er dem langt overlegne!) kravlede vi i båden igen. Serviceniveauet er løftet lidt efter episoden for et par dage og nu får vi løbende informationer om turen og hvor vi stopper. Vi sejlede videre til Big Lagoon hvor vi igen hoppede i vandet og svømmede langt ind i den; igen var vi helt alene og det er helt utrolig smukt. Det var åbenbart murænevenligt farvand for vi så ikke færre end 3 muræner, som vi ellers ikke har set tidligere på turen. Det var 2 Black-spotted Moray og Vi så også en Black-patch triggerfish, en Picasso triggerfish, Lionfish, samt en række forskellige anemonefisk.


Vi sov på toppen af øen ved et udkigspunkt (pilen)

Herefter sejlede vi til Snake Island, hvor det er planen at vi overnatter. Snake Island er kendetegnet ved en lang sandtange, som snor sig over mod den næste ø, og ved lavvande kan man gå derover. Ellers var der et bjerg med et udsigtspunkt på toppen, hvor der var en palmebladsparasol.


Soveværelset klargøres


Vores udsigt fra hængekøjerne (det er vores båd man kan se)

Heroppe lavede vi sovelejr, mens vi havde mad og sociallejr nede i mangrovestranden. Det var kun et meget lille område man kunne være på, og ved højvande er der kun bjerget tilbage af øen, så det giver sig selv hvornår vi smutter op i seng.


Køkken og spisestue i mangroven. Nogle timer senere er den oversvømmet

Vi satte mad over; ris med karrysauce og en noodlecup dertil, og imens gik vi i bad i bådens toiletlukaf. Toto havde sat en stor dunk vand og en øse frem og vi fik begge et kongeligt julebad. Inden middagen gav vi Toto og Ariel deres jelegave, bestående af en superfed dykker-lommelygte til hver. Vi havde taget dem med fra DK, og det var nogle rigtig fede lygter med 50-timers batteritid og pærer der ikke kan gå i stykker. De blev vist ret glade for dem. Vi gav også hinanden vores gaver; jeg fik mange ting: halskæde af træperler med vedhæng af skaller, armbånd af træperler, en pakke Mentospastiller og til låns en Venus kam (en flot konkylie, må lægge den på en strand inden vi tager hjem). Gabor fik en dejlig t-shirt med klovnefisk, Moorish Idols og Sea Turtles på. Så kunne vi endelig spise julemiddag, og vi blev stopmætte så vi ikke engang kunne spise vores kager. Vi fik en kold øl for første gang på turen, og den smagte os godt. Det blev meget meget varmt om aftenen, ikke en vind rørte sig i vores mangroveskov; så vi gik tidligt op på toppen til køjerne i håb om et vindpust, som desværre ikke kom. Vi har ellers vænnet os fint til varmen, men i aften var det særlig fugtigt og lummert. Således foregik en juleaften her i det sydkinesiske øhav. Det skal lige nævnes at det ikke er meget juleri vi støder på, et enkelt merry christmas fra kaptajnen, men ellers ikke noget ståhej. De spiste som sædvanlig de snegle og muslinger Ariel sædvanligvis bliver sendt ud for at samle om morgenen ved lavvande. De koger dem og tager skaller af hvorefter de marineres i eddike med lidt hakket løg. Uhmmm...


63 km


Lørdag den 25. december 2010

Efter 10 timers søvn i denne varme julenat stod vi op og pillede lejren ned, gik ned til vandet hvor en undskyldende Toto beklagede at vores kedel var svømmet væk under nattens højvande; det var jo strengt taget ikke hans skyld, men han påtager sig gerne skyld for dårligt vejr, manglende toiletter osv...stakkels mand. Nå vi klarer os fint med gryderne. Gabor havde lovet pandekager til morgenmad, så han gik i sving med det.

Imens kom en meget tynd hund spadserende, og det kunne ingen af os stå for, så der blev bagt pandekager til den, den fik 3 store friske boller og en dåse tun; så den ligger nok stadig og fordøjer. Vi fik også en pandekage. Sandtangen var meget tydelig nu, og Toto sagde at det er Dugong-land, så en dag ved højvande vender vi tilbage i håb om at se sådan en!


Efter de tre store boller blev der serveret pandekager og tun, på en renvasket flad koral

Vi sejlede til en nærliggende ø, og ankrede op udfor Cathedral Cave, en hule man kunne svømme ind i, og som så hvælver sig op i 30 m eller mere, med flotte stenformationer. Meget spændende sted!


Cathedral Cave


Pia på vej ind i Cathedral Cave, med en lygte i hånden

Vi snorklede lidt her og sejlede så længere sydpå til Cudugnon Cave; som var en hule på land, ved siden af en lille strand med et par enkelte picnichytter, og 4 søde hunde.

Med hele besætningen forrest klatrede vi rundt på nogle ret halsbrækkende klipper. Heldigvis med solidt fodtøj i form af et par våde klipklappere, og på det sandede klipper stod vi jo rigtig godt fast.....Vi kom mere eller mindre helskindede både op og ned. Hulen var meget spændende og med fine runde former med fine farver.


Pia på vej ind i hulen


Gabor på vej ind i hulen, taget indefra af Pia


Pia og Toto inde i hulen

Herefter sejlede vi til vestsiden af Matinloc Island, hvor vi gjorde holdt ved en lille strand hvor der desuden var en ret stor men forladt kirke, bygget i sten. Vi spiste en noodle cup hver mens vi så på hvordan en anden båds besætning myldrede rundt og stegte fisk og kogte ris til deres gæster.

Det er det mest normale; at bådsmanden sørger for mad til gæsterne; men da vi er så fornuftige og vidende om hvilke farer der lurer ved mangelfuld madhygiejne, og da vi simpelthen ikke gider blive syge bare fordi vi har lyst til noget andet mad end det vi med sikkerhed ved er bakteriefrit, nægter vi pure at spise noget andre har tilberedt til os, ikke engang kogt ris. Toto har det sgu nemt med os:-)

Nå, vi sejlede videre til Pangalusian Island, eller rettere strædet mellem denne og Simisu Island, hvor vi ankrede op og blev smidt i vandet med besked om at her var godt at snorkle. Og jeg skal da love for at der var stor fiskevariation her: Vi så blandt mange andre:

Barracudaer, 2 stk, Spade fish, Juvenile Star Puffer fish; 2 stk fritsvømmende Common Lionfish, nogle rigtig store flotte papegøjefisk, Pale-lip surgeonfish, et meget farverigt krebsdyr af ukendt art, Leopard wrasse intermediate phase, Regal Angelfish, Papuan Toby, female og male Spotted Boxfish, Grouper, mange sergeantfisk, flotte gylter og en masse andre vi ikke kan huske...


Efter den lange og spændende snorkeltur, var småpigen blevet kold, og så var Gabors gamle trøje pludselig meget dejlig

Herefter var det blevet tid at søge ly og land for natten, og det blev til Ipil Beach på Palawanøen. En ensom, øde strand, med kokospalmer, hvor vi besluttede at lave lejr. Der er en caretaker her, han passer vist på, at der ikke bliver stjålet byggematerialer til den hytte der er ved at blive bygget. Ellers kan vi ikke rigtig se hvad han skal passe på. I hvertfald så vi ikke andet til ham end at han fangede 5 fisk til sin aftensmad.


Red Horse slukker tørsten bakteriefrit

Det koster ikke noget at bo her på disse øer omkring El Nido, så det er lige for tiden en meget billig ferie. Vi lavede mad (ris med soja) og sad på denne øde strand og spiste det helt alene, vore sbåd er sejlet afsted for at hente vand (ja ja god undskyldning..) og vi har det for os selv. Vi sidder og kigger på lyn i det fjerne samt på Helicopter Island i bugten udfor stranden. Meget smukt sted. Efter maden stod den på en form for bad i vores sidste ferskvand, ahhh. Nu er kl 8, båden er lige ankommet igen efter at have sejlet i mørke! Livsfarligt.


Madlavning på Ipil Beach

Nu har vinden lagt sig som den plejer om natten så vi kan få en dejlig lun nat inde i myggenettet. Vores helbredstilstand er nogetledes; bortset fra et par småsår og en masse insektstik og lidt udslæt, samt hævede ben og fødder, har vi det fint :-)


Solnedgang på Ipil Beach

Nu skal vi snart til køjs så vi kan få vores ti timers søvn. Slut fra Ipil Beach.


Søndag den 26. december 2010

Det blev en kort nat; vi sov ellers rigtig dejligt, men kun til kl. 4 for da vågnede småpigen med et: "jeg blev våd på næsen" ...uha, det var begyndt at regne; det har lynet og tordnet hele natten, men kun i det fjerne. Men nu var uvejret måske over os; og vi turde ikke risikere at få alle vores ting drivvåde, slet ikke soveposerne, for de vil ikke tørre igen her i den fugtige varme. Så ud af køjen, tage hængekøjer ned og pakke soverposer i de vandtætte tasker, mens vi ventede på udfaldet af uvejret. Det blev ikke til mere end nogle dryp, men da Gabor nu var lysvågen men småpigen ikke, blev småpigen puttet i reservehængekøjen mens Gabor holdt uvejrsvagt. Det blev nu ikke til meget ekstra søvn. Vi drak morgenkaffe på sengekanten, og pakkede lejr sammen. Ved 7.30 tiden sejlede vi til Seven Commandos beach, som ligger lige ved siden af Ipil Beach, hvor vi havde overnattet.


Morgenkaffe på sengekanten

På Seven Commandos Beach blev vi budt velkommen af 4-5 logrende hunde; de var meget sjove og havde tydelige magtkampe indbyrdes. Der bor en caretaker her på stranden, han har både kyllinger og ænder og et væld af kokospalmer, og så har han en lille butik. Vi kan overnatte her for 10 kr hvis vi har lyst. Men det er meget tidligt på dagen allerede, så vi nøjes med at gå en tur.


Caretakerens baghave


Abekatten forsøger sig med kokospalmeklatring


De to bosser


De har en fin strand her

Herefter gik turen til Helicopter Island som vi kunne se henne fra lejren. Øen har form som en helikopter, deraf navnet.

Vi gik en tur langs stranden, og så bla. en masse varanspor, men uden at se synderen selv.

Efter Helicopter Island sejlede vi til Ubugon Cove som ligger på vestsiden af Cadlao Island. Her var en meget fin lagune hvor vandet så helt blådrønt ud. Der var ligeledes et snorkelområde ved indgangen til lagunen. Vi svømmede en tur, og så to isfugle og en hejrelignende sag. Under vandet så vi...dadadada....en Banded Sea Snake, den svømmede lige under os, og forsøgte at jage os væk da vi blev for nærgående. Ihukommende at det er en af verdens giftigste slanger, forsøgte vi ikke at provokere den, men betragtede den blot.

Vi så desuden flotte kridhvide søanemoner med en kæmpestor fløjlsklovnefisk. Om bord på båden og efter en noodle cup og noget tørt tøj (vandet var koldt i overfladen, men varmt længere nede) sejlede vi til nabobugten, Pasandisan Cove, hvor vi blev budt hjertelig velkommen af to unge hunde, som opførte sig grangiveligt som Kutya og Machico, den sort/hvide ville ikke lade den brune komme hen og hilse på os. Det var nu endelig blevet solskin, og vi kunne kaste os i sandet og hvile os lidt.

 


Kutya og Machico-look-alikes


Isabella Loraine


En dejlig badetur


En Machico ven (jeps, den har hvid halespids)

Da det blev sidst på dagen, sejlede vi ind til byen El Nido, da vejret tegner ustadigt for natten, og Toto mener det vil regne, så vi må hellere finde et hotel. Da vi anløb byen, sprang Toto ud af båden og løb op for at finde et værelse til os; men vi fik bremset ham i dette forehavende; da vi faktisk rigtig gerne selv vil finde vores hotel...han har vist også en forestilling om at vi vil have det så billigt som muligt fordi vi rejser på den måde vi gør, men det er jo ikke det der er tilfældet; vi gør det for oplevelsesns skyld og ikke for at spare penge. Når det kommer til et hotel, vil vi faktisk gerne have et ordentligt et, og det skal man lige se inden vi indlogerer os. Vi sagde at vi ses imorgen ved båden kl 9, og så hastede vi hen ad stranden, indtil vi så et ret stort (efter El Nido standard) hus lige ved stranden, hvor der så ud til at være ledige værelser på 1.salen. Det var der og vi fiket deluxe dobbeltverelse, hvor vi straks tog bad, gik ud for at købe vaskepulver. Undervejs faldt vi over en superb basketball-kamp, som vi så til ende, mens Gabor spiste aftensmad (San Miguel light og Pringles), hjem og vaske tøj, vi gik forbi nogle madsteder, men mad er forbudt for os, så vi købte 3 mini bananer og et æble, og det blev aftensmaden for Pips. Hjem og vaske vores tøj, få hængt det op, og så på hovedet i seng efter endnu et bad. Ahh dejligt med rindende vand og hvide lagner...zzzzzzzzzzzzzzzz

 


Dagbog fra Filippinerne

16 dec. - 20 dec. 21 dec. - 23 dec. 24 dec. - 26 dec. 27 dec. - 29 dec. 30 dec. - 2. jan.