|
Juleferie 2009 Dagbog fra Filippinerne
Onsdag 30. december 2009 >> Dagens sejltur på 4,6km (20 minutter)
Vi havde det varmt i hytten i nat, måtte gøre håret vådt for at kunne sove, desuden var der på en eller anden måde kommet en rotte ned i vores pose med noodle cups; selv om vi havde hængt den op på en tynd bambusstang. Det lavede lidt postyr at have en rotte hængende i en pose under loftet. Vi stod op ved 7-tiden. Ville morgensvømme, men meget lavvandet så skulle laaangt ud. Toto koger vand til os og spørger om vi vil hen til koralrevet efter kl 9, for det er endnu for lavvandet til at sejle ud.
Det er et meget flot rev; og vi er der en times tid. På et tidspunkt er Baby Giselle 2 sejlet væk, og tilbage er Toto i en lille kano; vi er ikke helt med på hvad der sker, og tænker at der fik de os. Smidt i vandet et sted i det sydkinesiske øhav. Men nej, inden længe kommer Ariel igen, han skulle bare tilbage til øen med Eddie. Vi sejler tilbage og spiser lidt frokost (nudler), og Toto annoncerer, at han har arrangeret at der kommer 1 kg svinekød til os til aftensmaden.
Vi vasker lidt tøj og så vil jeg svømmetræne lidt. Jeg svømmer en halv times tid langs stranden, og lå derefter og tørrede lidt i sandet. Vi ville så gå øen rundt i håb om at se en abe. Vi så masser af fodspor, og pludselig, bag et klippefremspring, så vi en abe, der sad og spiste af sin hånd. Vi kiggede lidt på den indtil den opdagede os og stak af. Den er ca 60-70 cm høj. Vi fik gået resten af øen rundt og fandt også en hule fyldt med flagermus.
Vi lå lidt i en stor hængekøje indtil ved 17-tiden, hvor Eddie havde sagt at der var gode chancer for at se flere aber, men vi så ingen. Det har igen idag været meget varmt, så det er dejligt at vi aldrig er længere fra vandet end max 20 m. Vi gjorde en gryde ris klar, Toto har tændt op i grillen og er ved at grille kød. Idag tog vi bad i varmt vand, som har ligget i solen nogle timer. Toto skar kødet ud i små strimler og pressede limefrugter og satte sojasauce frem til os. Vi ville helst have haft kødet direkte fra grillen, da vi ikke kender spækbrættets herkomst. Men det var en sød tanke. Istedet fik vores lånehund, Rapi, det største måltid i sit liv, og var trofast resten af opholdet. Den faldt udmattet om efter maden og blev først sig selv næste morgen.
Der var åbenbart et par, der var blevet boende her efter at bådene forsvandt, for de kom ned og spiste efter os. De bor i det store hus. Det er et ungt par fra Israel, og vi snakkede lidt med dem. Vi kunne give dem lidt tips til hvor og hvordan det var bedst at rejse rundt her. Vi gav igen idag Toto og Ariel en tår af vores rom, og det vakte lykke. Da vi skulle vaske op, sad hele familien og vores folk i køkkenet og så tv, for generatoren kørte nogle timer her til aften, så vi havde lys/strøm. Vi blev straks budt til at sidde og se tv med dem samt få rom og cola, som de havde på en stor termoflaske! Vi sagde ja til et lille glas, og så gik vi i seng. Torsdag 31. december 2009 >> Dagens sejltur på 32,4 km (1 timer 55 minutter)
Efter en meget urolig nat, hvor vi ved 12-tiden blev så trætte af de utallige rotter der dansede tango ved siden af vores hoveder inde i hytten, flyttede vi ud i vores hængekøjer, som dog først skulle hænges op. Min faldt (med mig i den) ned og jeg slog mig lidt. Da vi endelig kom i seng sov vi dejligt. Da det ikke har blæst her frøs vi slet ikke.
Vi stod op ved 6-tiden og listede om til den anden side af øen for at se aber. Ventede ½ time uden at der skete noget. Så fandt vi et meget stort og flot sneglehus, en tiger cowrie samt en havslange, der lå i sandet. Den var levende og Gabor hjalp den i vandet ved hjælp af en pind og klør fem. Skidesmart Klöczl! Du ved selv hvor giftig den er! Vi var faktisk ved at træde på den, for den lå helt stille i sandet og vi var under ½ m fra den da vi så den.
Sejlturen går hurtigt nu det ikke blæser. Vi sætter vores to passagerer af i Coron og sejler så ud til Siete Pecados, hvor vi snorklede den allerførste dag, og gerne vil snorkle igen, da der var enormt mange fisk, og vi nu er blevet mere rutinerede til at genkende og finde dem.
Gabor hopper nu ikke i, for han er bange for at såret vil springe op og begynde at gøre ondt igen; nu er det endelig blevet lidt bedre. Jeg snorkler, og ser en masse nye fisk og siger det til Gabor, og så hopper han alligevel i, og det går fint.
Vi sejler hjem, og skal finde vores værelse. Vi har jo ellers bedt Inah om at finde et værelse til os, men det var før vi kendte Toto. Totos best friend har et hotel lige ud til vandet her, og det kan vi lige se på vejen ind til Coron, og så kan vi jo bestemme os. Vi ser det, og det viser sig, at det er meget fint og rent og pænt, og der er en større restaurant og køkken, der er åbent ud til vandet. Her bestemmer vi os for at blive. Ejeren er italiener, og det er italiensk mad man kan få her. Det koster P1500 for et værelse her, mod P2000 det andet sted. Så sejler Ariel båden tilbage mens Toto, Gabor og jeg tager en tricykel (overdækket motorcykel med sidevogn) ind til byen for at finde en bank, der kan veksle nogle dollars til pesos, så Toto kan få sine penge. Alle banker er lukket , det er jo nytårsaften og det er eftermiddag. Vi ender med at give ham hans penge i dollars til den kurs vi får at vide galdt igår. Toto ser nu lidt betuttet ud; vores dollarsedler er helt nye og de ligner matadorpenge, men vi trøster os med at han kan spørge hvem som helst, og de vil sige, at han ikke er blevet snydt. Han kan jo veksle dem når bankerne åbner igen. Vi tog tricyklen tilbage til hotellet, efter at have aftalt med Toto, at han henter os dagen efter kl 10.
Vi spiser frokost og sidder lidt og nyder at få noget koldt at
drikke. Der bor en lille abe (den hedder MuiMui)på hotellet, den
er meget underholdende og fræk. Fredag 1. januar 2010 >> Dagens sejltur på 20,2 km (1 timer 21 minutter)
Blev vækket af den evindelige karaoke baggrundsstøj. Der er simpelthen ingen pauser i deres sang. Morgenmaden tog længere tid end vi er vant til; det var rengøringskonen der skulle lave det til os for køkkenpersonalet var endnu ikke mødt. Vi går hen i en butik og køber lidt småting og proviant til dagen.
Kl. 10 ankommer Toto, men ikke i Baby Giselle 2 og med Ariel, men i Baby Giselle 1 og med en mindre udgave af Ariel som bådsmand. Han undskylder og siger at hans far og Ariel er taget på en længere tur og skal bruge den store båd. Så fik vi endelig afklaring på mystikken om nr. 1 hhv. nr. 2. Vi sejler til Siete Pecados til dagens første dyk. Vi har aftalt at vi vil svømme hele vejen rundt om revet. Det er lidt skyet og blæsende idag, og strømmen er stærk og sigtbarheden mindre end ellers i vandet. Vi så en fiskeoversigt på vores hotel over fisk der findes her, og vi kunne konstatere, at vi mangler at se den gule boxfish, så det var vores mission for dagen.
Herefter sejlede vi til Makinit Hot Springs for at dyppe os i de varme kilder, men inden vi nåede helt frem fik vi et fiskegarn i skruen, så Gabor måtte i vandet med snorkeludstyr og skære det af.
Vi blev kolde og stod op og sejlede videre til Skeleton Wreck; et af de mange skibsvrag fra 2. verdenskrig. Det her vrag ligger ikke så dybt, så det kunne vi se. Det hedder Skeleton fordi dets stålplader er skåret af og solgt, så der er kun skelettet tilbage af det øverste af skibet..
Vi svømmede lidt rundt der men var stadig lidt kolde, så vi sejlede hen til en strand og lå lidt og fik varmen inden turen gik hjem til byen. Vi blev sejlet helt ind til havnen. Toto var blevet glad for gaven fra os, Ariel havde endnu ikke fået sin gave. Den dreng der har været med ude og sejle idag skulle også have en bold synes vi, men butikken var desværre lukket. Vi lovede ham så at købe en til ham dagen efter.
Vi gik så ud på en restaurant som er bygget på pæle ude i vandet for at få en tår at drikke. Vi kunne følge med i alle de både der ankom til og sejlede fra byen. Det blev alligevel spisetid og vi bestilte mad; græskar/kokossuppe samt store tigerrejer fra Culion med al mulig tilbehør, det smagte dejligt.
Efter middagen gik vi ned for at finde Ariel; han bor hos Toto og er tilsyneladende Totos nevø. Drengen fra idag er vist Totos anden brors søn. Nu er vi snart godt inde i familiforholdene. Vi har gættet på deres alder men er ret uenige om det. Jeg skyder på at Toto er ca 40 år; Gabor siger ca 30 år, og vi er enige om, at Ariel er omkring 20. Det skulle vise sig at Toto er 36 år og Ariel er 16 år. Så vi var ikke alt for gode til at gætte det. Vi gik hen til markedet hvor vi mødte Toto engang; og ser om vi kan finde "huset", som jo nærmest bare er nogle stolper med tag af en presenning. Vi ser Toto med det samme, han ser os og vi bliver budt indenfor. Straks får vi tilbudt en tår Red Horse og der bliver øst sticky pudding op; en slags dessert af rørsukker og kokossaft, som er enormt klæbrigt og sødt. Da Gabor slet ikke kan klare at spise sådan et sted, må jeg ofre mig i høflighedens tegn og giver mig til at spise af det. Det er noget klistret noget men det smager ikke direkte grimt.
I huset var Toto, Ariel, fatter Toto, mutter Toto, bror Toto, og et par venner. Ariel blev rørende glad for sin bold og hans øjne skinnede da han så den. Toto var vist helt stolt over at have besøg af os, han har åbenbart fortalt meget om os til hans familie, bla. vidste de, at vi bruger vores gps til at cykle efter herhjemme. De vidste også at jeg er "doctor", hvilket de vist synes var meget sjovt.
Drengene ville gerne se gps'en, og Gabor viste dem alle vores sejlture, som han har gemt på den. Så kunne vi se hvor langt vi har sejlet osv, og det synes de var meget sjovt. Vi sad ellers og fortalte dem lidt om hvor vi kommer fra og hvordan det er, og det synes de er meget spændende. Vi fortalte dem også, at de bor et af de smukkeste steder i verden, hvis de ikke allerede var klar over det. Det blev de helt forlegne over. De har aldrig været ude at rejse. I vores målestok er de jo meget fattige, men de har trods alt de to både og har mulighed for at tjene penge på dem, så helt dårligt stillet er de vel ikke, men vi har talt meget om hvad der sker hvis de bliver syge og ikke kan betale lægen osv. for de får ingen hjælp til den slags. Men sådan er der jo mange der har det rundt omkring. De så dog glade ud og er vel sunde og raske. Vi kunne nu godt forstå hvorfor Toto og Ariel ikke har noget
imod at være væk nogle dage ad gangen, for så slipper
de for at sove hjemme i den trange hytte med resten af familien. Toto
har helt af sig selv sørget for at vi kan komme til lufthavnen
imorgen, vi skal bare være klar ved stationen kl 11.30, så
bliver vi kørt derud. Vi aftalte at komme lidt før så
vi lige kan nå at købe den ekstra bold og få den
afleveret. Vi gik hjem til hotellet og i seng. Lørdag 2. januar 2010
Tidligt op kl. 6, gik en lille tur for at se fiskerne komme ind med deres fangst. Tilbage til morgenmad Filipino style, med ris og oksekød, derefter pakkede vi efter en kritisk gennemgang af bagagen, vi smed det ud vi ikke absolut ville have med hjem. Vi har jo samlet en del skaller osv. og dem var vi lidt spændte på om vi fik lov at tage med hjem. Vi er ikke helt klar over reglerne for udførsel af skaller. Vi pakkede dem godt ind for at beskytte dem, og tog dem i håndbagage. Blev enige om at tjekke den ene rygsæk ind, da den var godt tung.
Vi tog en tricykel ind til byen, fik købt bolden og afleveret den. Mødte Toto og spurgte ham om han ville med ud og have lidt mad. Det ville han gerne og vennen kom også med.
Vi fandt et sted og fik et varmt måltid mad hver og 4 sodavand og det gav vi 40 kr for. Så var det tid til afgang, og vi tog afsked med Toto og sagde mange tak for alle de ting han har gjort for os, og at vi vil sende ham et kort hjemmefra. Vi har fået hans telefonnummer så når vi skal herned næste jul kan vi ringe og sige hvornår båden skal være klar.
Minibussen kørte os i lufthavnen, der var meget lang kø og det gik meget langsomt bare at komme ind i den lille terminal, for ALLE tasker blev åbnet og gennemsøgt. De blev lidt sure over at se vores sneglehuse, men i anledning af julen fik vi lov at tage det med hjem. Vi fløj til Manila, hvor vi gik hen og forudbetalte en taxi til et hotel vi har fundet i vores Lonely Planet. På den måde slap vi for diskussioner om prisen med chaufføren, selvom denne løsning er lidt dyrere. Hotellet var desværre fyldt, men chaufføren kørte os til et lignende hotel i nærheden, som øvrigt også var anbefalet i vores bog. Vi har en eftermiddag og en aften her i Manila inden vi flyver mod Amsterdam imorgen 11.35. Manila er jo en kæmpemæssig by, der bor 15 mio mennesker, og vi aner ikke hvor vi skal tage hen for at se på den, vi har ikke den store trang til at gå på gaden i kvarterer vi overhovedet ikke kender. Vi lyser jo langt væk af turister og er på den måde et meget let mål for overfald og tyveri. Vi var taget til det kvarter hvor der ligger store shoppingcentre og mange hoteller, for vores eneste mål med opholdet her i Manila var at finde en ordentlig bog om koralfisk i det sydkinesiske øhav; og det tænkte vi, at vi ville kunne i de kæmpemæssige centre. Det var lidt af et chok at komme til en by efter 2 uger i ødemarken, der var trafik og mennesker og højhuse overalt, og der hvor vi var, var der fuldstændig normal storbystemning; med et asiatisk twist. En masse velkendte butikker, vi kunne have gået i dagevis i de centre, så store er de. Vi fik købt nogle gode bøger og fik spist lidt mad inden vi gik tilbage til hotellet og gik i seng. Søndag 3. januar 2010
Vi stod op og spiste filipino morgenmad og bestilte en taxi til lufthavnen til kl 9. Vi havde checket ind online igår, så vi havde vores boardingkort parat. Det var godt vi var i god tid, for der var 9 checkpoints i lufthavnen inden vi sad i flyet, så det tog sin tid. Flyet var den største af dem alle: en Boeing 777-300 med plads til 425 passagerer, så det er en ordentlig basse. Hjemturen var udramatisk, kun lidt turbulens over Himalaya. Vi var blevet advaret af flypersonalet om at vores shorts nok var utilstrækkelige til temperaturerne i Europa. Ellers ved vi absolut ingenting om hvad der er foregået i verden i de sidste uger; vi har været væk fra alt og holdt ferie og det har været skønt. Vi ser film, læser og sover i flyveren og vi lander efter 14 timer i Amsterdam, har et par timer der inden den sidste lille tur til København. Vi ringer til fatter Pips fra Amsterdam og siger at nu er vi nået så langt, så han henter hunden og kattene og kommer i lufthavnen og henter os og kører os hjem, så det var dejligt. Vi skynder os i seng når vi kommer hjem, for vi er trætte efter en lang rejse. Konklusion: Det har for os begge været en fantastisk tur med rigtig mange gode oplevelser. For Pias vedkommende var det første tur langt fra Europa, og turen levede til fulde op til forventningerne. For Gabors vedkommende var det et glædeligt gensyn med Asien. Vi er allerede i gang med at planlægge næste års juleferie...
Dagbog fra Filippinerne
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||
