|
Juleferie 2009
Dagbog fra Filippinerne
Torsdag 24. december 2009. Juleaftensdag.
Efter en lidt urolig nat (med en helt fantastisk stjernehimmel), hvor
enhver lyd fik mig til at springe op, og Gabor til at blive lige forskrækket
hver gang over mine udbrud, vågnede vi tidligt til endnu en gang
strandrengøring. Man må sige, at opsynsmændene passer
fint på tingene her. I øvrigt har Jerry været meget
dæmpet siden hans nummer den første aften, og vi kom til
at tænke på, at han må have været beruset. Han
lugtede nemlig lidt af spiritus kom vi til at tænke på,
og det passer meget godt til hans lidt overgearede måde at være
på. Morgenmaden bestod igen idag af boller, appelsin og juice.
I nat har ingen ubudne dyr spist af vores mad. Vi betragtede vores
japanske naboer lidt. Mere stille mennesker skal man lede længe
efter. De har nærmest listet rundt og har på ingen måde
generet os. Det ser ud til, at der er et problem med deres båd,
alle står og prøver at ringe til nogen, de ser ud til at
have pakket og være klar til afgang. Kl. 10, da vi tager afsted
på ø-hop, er de der stadig. En af deres bådsmænd
er kort forinden vadet over til naboøen og videre afsted. Mon
han er gået efter hjælp?
Vi går/svømmer til Bulog Island, og går derefter
videre til næste ø. Vi har taget penge med til entrance,
men det bliver ikke nødvendigt. Vi får følgeskab
af en hund. Vi passerer den strand hvor der bor mennesker; der er to
huse, en båd og en masse kokospalmer. Vi går forbi og kommer
efter et klippestykke til endnu en smuk tropisk strand med kokospalmer
og bananpalmer, hvidt koralsand og turkisfarvet vand. Vi samler en kokosnød
op, åbner den og spiser den med hjælp fra den lille sultne
hund. Vi går videre, men vender på et tidspunkt om, da vi
kan se, at øen fortsætter på denne måde et
langt stykke endnu. Vi ville have set, om vi kunne gå til landsbyen.
Vi snorkler udfor den øde strand.
| 1. dyk: Malaroroy Island (vi så bl.a.): |
Acanthaster planci
Crown of thorns
Søsol
|
Amphiprion frenatus
Tomato clownfish
Tomatklovnefisk |
|
Derefter solede vi os lidt. På hjemvejen får vi igen følgeskab
af den lille hund. Da vi forlader øen, hyler den hjerteskærende;
den havde lige fået to gavmilde venner, der delte sin mad med
den. Da vi skal hjem til vores ø, er det blevet højvande
og vi må begge to svømme hjem. Der er meget strøm,
men det går fint for sådan et par supersvømmere:-).
Naoerne er væk. De må være hentet af en anden båd,
for deres er der endnu. Besætningen sejler afsted i en lille båd
og vi er igen de eneste gæster her. Vi spiser lidt flere nudler
og en ananas og så er der siesta i hængekøjen. Vejret
er som sædvanlig perfekt, og det er meget flot at ligge i hængekøjen
og kigge ud.
Selv vores toilet har en prisvindende udsigt!
Gabor sniger sig op mens jeg sover, men kommer tilbage og lægger
sig. Siesta er typisk mellem kl. 15 og 17. Derefter begynder vi at gøre
klar til julemiddag, dækker bord (gulv) med dug, 1 cola til hver,
2 x nudler til hver, kiks, chips og en kokosnød hvis vi kan spise
det. Da vi skal koge vand ser vi, at det næsten er vores sidste
vand. Vi går op på bjerget for at koge det, og for at få
Jerry til at ringe til Toto. Det første lykkes, det sidste ikke.
Vi legede lidt med øens hunde; vi har opdaget at der ud over
den sjove sort/hvide hanhund, også er en meget lille (ca 5-6 uger)
hvalp, der er helt vildt kær. Vi kigger os lidt omkring. Der vokser
vilde orkideer i faktisk alle træerne her. Ellers har vi ingen
halløj i forbindelse med julen set herude på øerne.
Vi går ned med vores vand og spiste en herlig julemiddag i solnedgangen.
Da det bliver mørkt og vi har ryddet af bordet skal vi danse
om juletræet. Vi har et lille træ på stranden, og
det danser vi rundt om mens vi synger: "Sikken voldsom trængsel
og alarm, det er koldt og man må gå sig varm", tralalalala.
Derefter er det gavetid. Gabor får en halv kokosnød med
2 halskæder og 4 smukke, specielle sneglehuse jeg har fundet.
Jeg skal selv finde min julegave, som er gemt på vores juletræ;
det er en halskæde med et stykke rød koral og 2 sneglehuse.
Det er nogle fine julegaver! Efter al den virak er vi blevet trætte
og løser lidt krydsord. Idag virker bruseren ikke, men alternativet
er meget bedre. Der er sat store baljer med ferskvand frem, og det er
blevet varmet så meget op af solen, at vi fik det dejligste varme
bad. Vi redte seng og ventede på at Jerry skulle komme, så
vi kunne få fat i Toto. Vi fik så aftalt med Toto, at han
kommer den næste dag ved 9-tiden og henter os, og så sejler
vi sammen til Banana Island og bliver der en nat. På spørgsmålet
om det var OK at han skulle sejle afsted på katolikkernes hellige
dag 25. december kan I selv gætte hvad han svarede....
Sådan foregik altså juleaften i det herrens år 2009
på en gudsforladt ø et sted i det sydkinesiske øhav.
Fredag 25. december 2009.
>>
Dagens sejltur på 1,8 km (10 min)
Op kl. 8, fik pakket vores bagage sammen og gjort status over vores
madvarer. Der er ikke forsvundet yderligere mad, men vi har fundet ud
af hvem synderen, der spiste boller var. Det var såmænd
øens frække stribede kat som vi flere gange har kælet
med. Det forklarer også bedre den måde hvorpå posen
var flået i stykker. Gabor så skyggen af den i nat, hvor
den tilsyneladende var på udkig efter flere godter her hos os!
Vi har 8 noodle cups tilbage, næsten ikke noget vand, men stadig
en del kiks og den slags. Toto er lidt forsinket, så vi sidder
lidt på stranden og hygger os. Han kommer ved 9.30-10 tiden og
vi læsser båden, betaler Jerry for vores ophold (P6000 for
tre nætter) og sejler de 1½ km over til Banana Island,
som de fleste kalder den, selvom den også hedder Dicalabuan Island.
Jeg har læst om denne ø flere steder at den skulle være
meget fin og uberørt, men det viser sig at det faktisk er den
mest besøgte af de øer vi boede på. Der er 2 store
både med amerikansk-asiatiske turister men de tager afsted kl.
16, får vi at vide. Så derfra er vi de eneste gæster
her, bortset fra vores besætning.
Ejeren siger, at vi kan vælge hvilken af de to hytter vi foretrækker,
så vil han få gjort den ren til os. Der er ved at blive
bygget en tredje hytte, som jeg også læste i artiklen derhjemme.
Hytten indeholder en seng, en hylde, et toilet og to tønder med
vand. En med salt- og en med ferskvand, samt en øse til enten
at hælde vand i toilettet eller over sig selv. Hytten ligger tre
meter fra vandet og har også en lille veranda. Stranden er den
vi har kunnet se henne fra Walingwaling Island. Der er straks en flok
piger/damer, der begynder at gøre rent. Vi snakker lidt med dem
efter at vi har gået lidt rundt.
Her ser pænt og rent ud ved stranden, men længere henne
er der noget rodet, og grise og høns bor sammen i skøn
forening. Toto har jo som aftalt købt ind til os; 4 æbler,
1 klase bananer, en kæmpepose boller og en masse andet brød,
4 juice og 6 liter vand. Herligt. Vi betaler ham rigeligt for ulejligheden.
Vi tager vores snorkelgrej og går om på sydsiden af øen,
hvor der ifølge opsynsmanden er koralrev. Vi ser igen en masse
fine fisk, her vrimlede det især med papegøjefisk:
Derefter sidder vi i varmen og tørrer. Vejret er mere stille
idag og helt skyfrit, og dermed meget varmt. Laveste temepratur vi endnu
har målt var lige før daggry, der var det 27 grader. Ellers
er dagtemperaturen i skyggen minimum 35 grader om dagen. Dejligt. Vi
går tilbage til hytten og spiser lidt mad. Vi lever udelukkende
af kulhydrater for tiden og glæder os snart til at få noget
protein! Men vi er stadig helt raske i maven, så vores forsigtighed
bærer frugt. Efter lidt solbadning kalder vandet igen, og vi snorkler
ud for stranden og ser igen flotte ting og sager:
Da vi blev kolde gik vi op og gik en tur hen i den anden
ende af stranden. Og der hørte vi noget der puslede kraftigt
i de visne blade, og så så vi gudhjælpemig en Båndvaran,
på minimum 1 m længde. Vi har aldrig set varaner andet end
i zoo, så det var sjovt at se her, og så sådan en
stor en! Vi sad lidt i solen, og gik så en tur op ad en sti, der
var ryddet i den ellers meget tætte og ufremkommelige skov, der
dækker faktisk alle øerne lige så snart man kommer
bare 10 m væk fra stranden.
Varanus salvator, Monitor lizard, Båndvaran
På alle øerne er midten af øen en bakketop. Hjem
til hytten og sætte myggenet op inden mørket faldt på,
og så var det igen nudeltid. Toto synes åbenbart at han
skal gøre lidt nytte, så han kommer troligt og spørger
om han skal kopge vand til os, når vi nærmer os måltiderne.
Ellers har vi kun set ham sporadisk og kun når han har spurgt,
om vi manglede noget. Vi havde været lidt bekymrede for, om vi
ville synes, at det er stressende at have to mand til at gå og
vente på os, når vi bor rundt omkring på øerne,
men det er absolut intet problem. Toto er på ingen måde
anmasende og han har hurtigt forstået, hvad det er vi gerne vil
have.
Imorgen skal vi til Culion town og købe ind; måske skal
vi finde på noget at forny menuen med? Også her på
øen har vi fået en hundeven, særlig den sorte af
de to hunde har været glad for os, og har ligget og sovet foran
vores hytte! Det er hyggeligt, nu hvor vi savner lille Kutya! Vi gik
i seng som sædvanlig ved 20-tiden.
Lørdag 26. december 2009
>>
Dagens sejltur på 39,7 km (2 timer 31 minutter)
Vi vågnede tidligt til hundegøen, hanegal og kvækken
fra gekkoer; men sov igen til kl 7. Der var høns på taget
og det lød som om der var mange. Vi ville op og have et tidligt
morgendyk på den østlige side af øen.
Det var vildt at se en haj; vi var på meget lavt vand; og pludselig
så jeg den komme imod os for at vende hurtigt om, derefter så
vi den gentagne gange. Det er en meget smuk og elegant fisk og en sublim
svømmer, helt fantastisk. Den var helt upåvirket af vores
tilstedeværelse. Den var ca. 80 cm lang.
Sort tippet revhaj
Da vi kom tilbage til hytten synes jeg at jeg hørte flaksende
vinger et sted i nærheden, og da jeg kiggede ind af hyttens vindue
stod der dæleme en hane midt på gulvet. Det var da pokkers.
Den stak af gennem vinduet da den fandt ud af, at den var opdaget. Vi
spiste morgenmad og derefter pakkede vi, betalte til fru Gallego (som
i øvrigt havde en snegl magen til den vi fandt på Bulog
Island, men ikke i så fin stand. Dvs. det er samlerobjekt selv
for de lokale) og sejlede afsted.
Toto spurgte, om vi ville se Malcapuya Island, som er endnu en ø
vi har kunnet se de sidste dage. Det er også hans "best friend"
som bor på denne ø; den samme best friend som bor på
Banana Island spurgte jeg desorienteret, hvorefter Toto svarede lidt
forvirret: "no", ahhh en anden best friend sagde jeg så.
Nemlig! Malcapuya Island er som taget ud af en reklame for Bounty.
Billedsmuk strand med palmer, vandet helt vidunderlig klart og nogle
meget diskrete picnichytter, der nærmest er bygget ind i træerne
så man næsten ikke ser dem. Hytterne var meget billige,
P200 eller P300, hvilket er 20-30 kr. Der er et stort hvidt hus lidt
oppe ad skråningen; vi tænkte at det nok er ejeren af øen,
der bruger det når han er her. Der er et lille koralrev på
den anden side af øen, hvor vi gik om og snorklede lidt. Øen
er meget pæn og ren og der var kun et par enkelte dagsturister.
Vi vil gerne tilbage hertil. Vi udtænkte en plan: Hvis vi hyrer
Baby Giselle 2 med Toto og Ariel i 5 dage, kan vi som planlagt sejle
til Calumbuyan Island via Culion idag, være der et par dage, derefter
sejle retur her til Malcapuya Island igen via Culion, og evt. med stop
på en anden ø undervejs. Vi spurgte Toto om han var interesseret
og hvad det vil koste? No problem, P17000, som er 1700 kr; dette inkluderer
de to mand i 6 døgn, den ret lange sejltur og overnatning for
de to. Det er alligevel billigt!!! 2 mand og en båd i 6 døgn.
Top, sagde vi, og så tænkte vi at vi vil give ham P20000.
Det var rart at have de næste dages planer på plads.
 Vi
sejlede til Culion, som er en mindre by end Coron town, og det er en
fin by. Dominerende for byens historie har nok været spedalskhedshospitalet,
som byen er grundlagt omkring. Spedalske fra nær og fjern blev
isoleret her og denne historie har sat sit præg på byen,
som nu ikke længere kun forbindes med denne mørke fortid.
Idag er der kun et par patienter på hospitalet, som mere eller
mindre er et museum. Der er desuden en stor og ret nyrenoveret kirke
på toppen af bakken, og der gik vi op, og gik også ind i
den. Vi smilede lidt ad en stor Jesusfigur, som blev ledsaget af en
hane.
Allestedsnærværende haner! Det er som om at haner og karaoke
skal være den konstante lydkulisse for et ophold i en filippinsk
by. Karaoke er udpræget populært; det være sig nat
eller dag; altid har man denne baggrundsstøj. Ingen er for fin
til at krænge sin sjæl ud i den ene hjerteskærende
ballade efter den anden. Men det er vist kun mænd, der har denne
trang. Det er godt nok sjovt. Karaoke og hanekampe; det er to ting vi
ikke forstår os på, men vi resignerer og accepterer tilstedeværelsen
af det.
Vi fik købt lidt mere proviant; var på udkig efter en stor
frisk fisk vi kan grille til aften, men da det allerede er ca. middag,
er der ikke mere fisk eller svinekød på markedet. Vi kan
til gengæld få en kylling, der blev klasket en nyslagtet
kylling op på bordet da vi spurgte efter fisk. Næ tak sagde
vi, vi springer salmonella/campylobacter bomben over i denne omgang.Vi
fik dog købt ris, olie, nudler, vand, cola mv. Vi må prøve
at få fisk en anden dag. Vi tager nok heller ikke varig skade
af vores kulhydratdiæt.
Efter 40 minutters yderligere sejlads nåede vi til Calumbuyan
Island. Vi bliver budt varmt velkommen af caretaker Chris og hans familie,
som består af kone, søn, svigerdatter og et par børn.
Prisen for at være her er P300 i døgnet, som er 30 kr.
Der er ikke hytter til gæster, så vi er glade for at vi
har hængekøjer med.
Oppe ved hovedhytten ligger der en stak grønne kokosnødder,
som jeg sender lange øjne efter. Det ser Chris straks og tilbyder
mig en. Det er første gang jeg skal have saft fra en frisk kokosnød,
så jeg takker ja. Den bliver straks hugget åben og jeg kan
drikke den let sødlige saft. Det minder lidt i smagen om melonsaft,
og der er meget væske i sådan en, mindst 1 liter.
Vi laver lejr, finder et par egnede træer, og får hængt
køjer op samt får et bord og en bænk hen, får
hængt lidt tørresnor op osv. Endelig har vi tid til at
hoppe i vandet.
Vi var igen nærmest overvældet af revets skønhed.
Hele tiden nye former og farver, og hele tiden nye fisk. Det er blevet
en slags sport for os at sige, hvad vi vil finde inden vi hopper i vandet,
og indtil nu har det ikke slået fejl, at vi så har set netop
det vi ville. Det er en sjov lille leg. I det mindste er målet
at se en ny fisk hver gang vi er i vandet, og det har endnu ikke slået
fejl.
Efter snorkling var det tid til aftensmad. Idag skulle vi have ris
med hvidløg og chili svitset i olie. Gabor kunne ikke undvære
sine nudler, og jeg fik en dåse tun. Uhm. Maden bliver her på
øen tilberedt på et lille udendørs bålsted,
og det er åbenbart almindeligt at det er bådsmændene,
der laver mad til deres kunder. Så Toto kogte ris og vand mens
Gabor blev shanghajet af nogle af de yngre knægte til at spille
basketball (ingen ø uden basketballkurv!) mens maden blev lavet.
Jeg stod så og så på og snakkede lidt med Toto og
en anden kaptajn, som var ved at tilberede et par hummere. Jeg kiggede
langt efter de der hummere. Sådan nogle vil vi prøve at
få fat på. Toto havde her inden det blev mørkt sendt
Ariel afsted til en anden ø for at finde fisk til os, men der
var kun nogle sølle småfisk tilbage, så vi må
vente til en anden dag. Det er hyggeligt sådan at lave mad sammen.
Der bor åbenbart en tysk mand her i nat også; han er også
snorkler/dykker og han har snorklet hele vejen rundt om øen idag;
Det er ham der skal spise de der hummere. Nå, maden bliver klar
omtrent samtidig med at Gabor vinder den lille match. Ariel er efterhånden
ikke så genert længere og begynder at sige lidt.
Vi spiser maden i vores fine lejr i skæret fra bål hist
og pist. Der er ikke elektricitet her, så vi har fået en
molotow-cocktail som lyskilde. Vi skriver dagbog og kigger i fiskebøger
indtil vi ved 20-tiden er så trætte, at vi må krybe
til køjs.
Dagbog fra Filippinerne
|
