|
Dagbog fra Madeira (Portugal)
13. april 2009
12. april 2009 Alt for hurtigt kom den sidste dag her på Madeira. Op før
fanden fik sko på (9.30), og på med cykeltøjet og
så i æggestilling de 1500m ned til vores dejlige bagerbutik.
Et lille stykke brød og en smule kaffe og så afsted mod
skyerne. Men nej ! Prinsesseben!!!! og en småpige der drejede
fra hjem til huset. Vejret så nu heller ikke særlig lovende
ud oppe på bjerget, men alle kan jo træne i godt vejr, så
der var ingen anden udvej end at begynde opstigningen til dagens højeste
punkt på 1550 m. Til og med 800m højde gik det fint, men herefter sad man i en sky og kørte. Kort før jeg nåede toppen tænkte jeg på at køre de ca. 4 km videre op til øens højeste punkt i 1818m højde, men det fortrød jeg hurtigt, for da jeg nåede op på plateauet, blæste det meget voldsomt, regnede og skide koldt. Så det endte med at jeg skiftede trøjer, tog handsker og vindjakker på, og så bare ned i en fart
Da jeg kom hjem rullede vi de 5 km til supermarkedet, og købte
proviant ind til resten af dagen. Derefter hjem og pakke cykler, tøj
og hus sammen. Da pakkeriet var overstået gik vi i haven og samlede grøntsager og krydderier til aftensmaden. Og så var det ellers bare med at få tændt op i kullene.
11. april 2009 Spørg mig ikke hvordan, men i morges var småpigen på sin plads! Nogle af hendes venner må vel have fundet hende et eller andet sted ude i skoven, hvad ved jeg? Dagens cykeltur tog os over til en lille havneby på den nordøstlige del af Madeira. Egentlig ikke særlig langt væk, målt i "Hareskovvejskilometer", men en alvorlig nok sag målt i virkelighedens kilometersystem hernede. Intet hernede er let-kørt. Heller ikke dagens 60 km tur. Inden turen er omme har man ca. 2000 højdemeter på kontoen. Til sammenligning giver en typisk Mallorcatur på 100 km ca. 1000 højdemeter, så der er andre boller på suppen hernede, men til gengæld slipper vi så for risikoen for at drukne undervejs. Som sædvanlig havde Småpigen morgenprinsesseben den første halve til hele times tid, men så kom der gang i motorerne. Den gamle måtte på hjemvejen sige farvel til den lille blå, som ligesom ikke gad at vente på mig hrmprhffff, prinsesseben min bare r.. Nå, men heldigvis kom vi hjem igen efter en effektiv cykeltid på 3 timer og 35 minutter, hvilket giver en gennemsnitshastighed på 16,9 km/t.!!! Vi har endnu ikke været over 18 km/t i gennemsnitsfart på en tur hernede (udregnet med effektiv tid). Gabors lange solotur for nogle dage siden blev kørt med et gennemsnit på 17,0 km/t, vel og mærke uden at fede den af på noget tidspunkt. Nå, man bliver vel heller ikke god af at hygge sig på cyklen!, og sæsonen er i gang lige om lidt - Sommer cup og SM enkelstart ligger i april måned (gys). Småpigen kan tage det lidt mere "afslappet", da hun først skal toppe i august, og yderligere kan se frem til 4 uger i den varme Andalusiske sommer, til at finpudse formen.
Vi fandt den fine hundis nede ved havnen i Funchal, hvor vi var spadseret ned for at gå ud at spise. Desuden brugte vi lige lejligheden til at lægge dagbogen her på nettet. Hver gang vi har skullet det, har det været lidt af en farce, hvor Gabor render rundt med en åben computer for at finde et godt signal...der skulle efter sigende være en Free Wi-fi zone ved marinaen, men vi endte alle tre gange på PizzaHut, hvor vi betalte for at komme på nettet. Imens Gabor så har fundet det bedste signal har Småpigen brugt tiden på at finde hunde at klappe. Det var heldigvis ikke så svært! Ham her var lige ved at komme ned i rygsækken! Men Gabor fik halet Småpigen væk i tide. ØV! Vi gik hen i den gamle bydel og fandt en restaurant, hvor de faktisk serverede os noget rigtig godt oksekød, akkompagneret af syngende og guitar-spillende tjenere. Det var jo lørdag aften og midt i påsken, så vi tænkte, at der nok var lidt liv i gaden her i Funchal. Det var der nu ikke. Men vi gik ind på en lille bar med en masse aldrende mænd. Vist ikke her der kom flest turister. Serveringen var enkel: der blev enten drukket Coral eller Madeira-vin. Og betjeningen foregik i adstadigt tempo, bartenderen var en stor mand af få ord, med læsebriller på næsen, som han lige kunne kigge ud over. Gabor fik (for første gang hernede) venner på baren. En lille mand ville mægtig gerne snakke med ham, så de fik sig en rigtig mandesnak - jeg tror ikke helt de ved om hvad:-) Småpigen sad ved siden af lovens lange arm, som lige var inde og få sig et par Coral og læse avisen...så hun opførte sig meget pænt! Da Gabor og hans ven ikke længere kunne finde på noget at tale om, gik vi ned på havnepromenaden og fik os en is...og kiggede efter hundis...Vi tog derefter en taxa hjem. Der er ellers en ganske livlig bustrafik på øen, der dækker selv de mindste gader, men ingen af dem syntes at køre når vi havde brug for det. 10. april 2009 Idag startede Småpigen med allerede på sengekanten at proklamere, at hun havde "prinsesseben", og derfor ikke havde tænkt sig at cykle...Nå, hvad så! Småpigen havde tænkt noget i retning med: solstol, terrasse, god bog, fred nogle timer mens Gabor fik afreageret på cykel...men, men, men...Gabor havde åbenbart også prinsesseben, så han foreslog levadavandring. Fint nok, god idé. Vi cyklede dog ned til vores bagerven (som godt nok så lidt klatøjet ud her til morgen - havde nok været længe oppe!) og fik den sædvanlige ladning morgenmad, og dertil lidt gode tips til levada walks. Vi susede hjem, og opdagede at bus nr 77, som ville bringe os til Quatro Estradas, som var et rigtig godt udgangspunkt for en lille fiks levadatur på 6 timer, ville køre om under 15 minutter ca 500 m herfra (uphill selvfølgelig). Så der var et par småpiger og -drenge, der fik travlt med at snøre vandrestøvler og finde kort, GPS mm. frem. Vi skyndte os op til bussen, som vi nåede med mindst mulig margen. Vi har altid syntes, at det er smart når man skal vandre levadature, at tage ud til det fjerneste punkt og så vandre hjem, fremfor at gøre det modsatte. Nå vi nåede op til Quatro Estradas (hvor vi også har været på cykel), det er faktisk ikke andet end et vejkryds ret langt væk herfra og et godt stykke oppe i højden. Her begyndte det så faktisk at regne og blæse godt...men der var egentlig ikke andet at gøre end at finde Levada dos Tornos i en fart, og så begynde at komme derudaf. Det var lettere sagt end gjort, og et, formentlig, velmenende fruentimmer, der talte meget flot flydende portugisisk, og ikke andet, gjorde sit bedste for at lede os på vildspor, bedst som vi faktisk var under 200 m fra vandreturens start...det kostede os en halv times omvej ca...Nå, men det har jo aldrig skadet nogen at gå en lille tur, så vi var stadig ved godt mod da vi endelig fandt levadaen. Derudaf gik det i et stykke tid i øsende regnvejr, men heldigvis havde vi vores gode Mermaid tøj...og efter ca. 45 minutter holdt regnen op, og det klarede gradvist op, og endte med at blive det dejligste solskinsvejr. Selve levadaturen er egentlig ikke så svært at gå, der er dog enkelte passager, hvor det går overordentlig stejlt ned (særlig svært for dem, der er blinde på det ene øje!!!), og så var der fire tunneller på denne levadastrækning. Og da vi havde skønnet, at lommelygter er for tøsedrenge! (eller havde vi mon glemt dem?) fik småpigen den glimrende idé, at bruge kamerablitzen til at lyse lidt op i de op til 300 m lange (og meget mørke, snævre, våde og glatte tunneller!). De svære dele af en levada walk er ofte at finde starten på turen, da de eksisterende kort simpelthen er for upræcise, og turene overhovedet ikke er skiltede. En fuldstændig anonymt udseende lille indgang til noget der ser helt privat ud, kan sagtens være starten på en levada...så det er om at bruge øjnene godt, og efterhånden har vi fået en god fornemmelse for, hvordan vi finder frem til dem. Kortet på vores GPS er heller ikke helt så detaljeret, som vi kunne ønske, men kombinationen af kort og GPS giver os gode muligheder for at finde vej.
Hvad skal jeg dog finde på at sige til mutter P ???? Jeg vil prøve at se om jeg kan finde småpigen ved levadaens udløb i morgen. I mellemtiden må jeg så slå tiden ihjel med "Gæt hvad gryden koster" og drukne sorgen i mini Corals (20 cl)
9.april 2009
Vejret var rigtig dejligt med sol og ingen vind. De to timer til toppen og den halve time hjem kom til at holde stik. En gennemsnitsfart på 17,4 km/t for hele turen siger vel lidt om terrænet (blå zone kørsel) Vi startede som sædvanlig dagen med et par store kopper expresso med mælk og dertil 6 store boller (se video), nede hos vores uundværlige bagerven. Han spurgte som sædvanligt til om hvor vi skulle hen, og hvor vi havde været. Meget flink ven.
Her efter frokost, som blev indtaget på terrassen i solen, vil vi tage ned til Funchal og gå lidt rundt, samt finde et sted at komme på nettet så vi kan få lagt dagbogen på nettet. Funchal er en meget dejlig og fin gammel by, så der er nok at kigge på, og det er en stor kontrast til vores meget fredfyldte Quinta da Faja hvor vi bor. Mon ikke vi spiser ude i aften, og så skal vi også have købt ind, for imorgen er det langfredag, og der er alt nok lukket her.
8. april 2009 Da Småpigen havde haft hviledag igår har cheftræneren hele natten ligget vågen og udtænkt en måde hvorpå han igen kunne få gjort hende træt. Så efter morgenmaden (sædvanlige sted - sædvanlige menu), cyklede vi mod Ribeira Brava, med et stop undervejs ved Europas højeste skrænt mod vandet, 580 m var den). Gabor havde sagt, at det nok bare var en lille let tur langs sydkysten og at vi ikke skulle op over de bjergpas, som vi plejer, når vi cykler på tværs af øen....
Aftensmaden: grillet kyllingefilet med ris og stegte grøntsager fra haven, hertil en enkelt Coral (vi havde ikke råd til den dyre vin, man drikker her - hele 2 euro brugte vi igår på en flaske vin, så det kan der ikke blive tale om hver dag!) Nu er det jo således at man ikke altid kan få både i pose og sæk!!! Der er masser af Coral i køleskabet, og så skal man jo heller ikke gå rundt og bliver fordrukken!!
Nogen nyder det, mens andre er ved
7. april 2009 Småpigen havde fået dømt fridag, da lårmusklerne var godt ømme her på andendagen efter racet, så efter morgenmaden drog Gabor ud på dagens cykeltur alene. Småpigen blev hjemme i dukkehuset, og satsede benhårdt på nogle timer på ryggen i solen. Det blev da også til lidt sol, men det blæste lidt op og der kom lidt skyer.
På et tidspunkt havde hun den frækhed at vække mig, og spørge hvem der var trommeslager i The Beatles. Sekundet efter sov småpigen igen, mens jeg nu var overdreven vågen.
Den ejendom vi bor på ejes af en mand der hedder David. Han er ikke hjemme, han er på ferie. Han har denne her fantastiske ejendom, der ligger på en kæmpe grund på en skråning nogle få km oppe over Funchal. På grunden er der "hovedhuset", og derudover er der tre mindre huse, hvor vi har lejet "The Dolls House". Husene ligger placeret således at man har "sin" egen grund helt uforstyrret.
Man kommer ind igennem en stor låge, og så snor den meget
lange indkørsel (lavet af små stykker lavasten) sig gennem
en overvældende frodig skov og ender oppe ved husene.
Mht. til cykelturen, så skete der det, at det begyndte at småregne da jeg var nået til Camacha efter en halv times opkørsel. Jeg overvejede et kort øjeblik at vende om, men mente, at det sgu var for kyllingeagtigt, og fortsatte min vej nordpå, direkte ind i orkanens øje. Nedkørslen til Faial var både kold og glat, men det var intet imod hvad der ventede mig bagefter. To timers uafbrudt pissestejl opkørsel med temperaturer ned til 7 grader, krydret med en konstant støvregn, helt op til passet i 1400 meters højde. I passet skiftede vejret til sol, men stadigvæk pissekoldt, at køre ned med 50 km/t i drivende vådt tøj i temperaturer der startede ved 7 grader på toppen. Det blev til 65 våde km og 2375 højdemeter og 4 timer i sadlen. Den første halvdel tog 1.30 timer, mens den anden halvdel tog en time mere. Jeg har prøvet mange hårde ture i mit liv, og denne var en af dem. Det var iøvrigt fantastisk flot, øde og fattigt, på den side af øen, Man følte sig helt hanlagt til til en anden tid. Super spændende sted, og et fantastisk landskab. Jeg må se om jeg kan lokke småpigen derover, men desværre er hendes gearing slet ikke til den slags udskejelsen, ihvertfald ikke hvis hjemturen skal være den samme vej over øen som jeg tog.
6. april 2009 >> Flere billeder fra racet i går 6 store boller/croissanter + 4 stk. store Expresso med mælk + 1 juice for under 5 euro. Det er sgu en rørende pris her i 2009. Efter at Gabor havde leget en halv times tid med hullede slanger, kunne vi endelig rulle den lille kilometer ned til vores bager og spise morgenmad. En super let måde at få dejlig frisk brød og god kaffe på. Bageren ligger oven i købet på den vej der fører alle steder hen, og altså også til øens højeste på som var målet for dagens tur.
Turen var nøje tilrettelagt med hensyntagen til gårsdagens MTB-race. En let rulletur med et par tusind højdemeter.
Efter et par timers trampen gennem det smukke landskab, der gradvist skiftede fra meget frodigt til gold ørken, og fra varme til blæst og kulde, nåede vi op til toppen af øen. Vejret var med os - skyfrit og klart.
Sommerkjole, sol og vand. Efter at vi var kommet hjem fra cykelture, vaskede vi igen igen cykeltøj og tog en slapper på terrassen sammen med 276 firben. Sjove fætre de krybdyr. For ikke at brænde fødderne på det varme underlag (undskyld Mallorcafolket) løftede de hele tiden føderne op fra underlaget. Det ser faktisk meget sjovt ud. Jeg ved at I nu spørger jer selv om hvorfor I ikke får et billede af dette forunderlige naturvidenskabelige fænomen. Mhrmpffff måske i morgen. Derefter vandrede vi ned til Funchal og uploadede denne dagbog, og Småpigen var så heldig at blive inviteret ud at spise en masse dejlig mamse sammen med en masse lokale tyskere, franskmænd og englændere. Vi har hurtigt vænnet os til vores helt enormt fredelige hus og park, hvor vi har det hele for os selv og der absolut ingen turister er, hvis vi ser bort fra de 276 firben. Vejret var, som I kan se, igen idag helt fantastisk og meget dejlig varmt! Det var sjovt at være i Funchal igen, her brugte vi en del tid sidst vi var på Madeira for 1½ års tid siden. Det er en hyggelig og fin by. Her er da en del turister, men det er på ingen måde dominerende, byen er stadig autentisk og kan bære det. Der er heller ikke en massiv mængde hoteller og lignende som man ellers tit ser det på dejlige steder. Heller ikke rundt omkring på øen føler man, at det er et turisthelvede. Det er virkelig rart. Her på Madeira er det rigtigt fedt at cykle, men hårdt!
Og skulle man blive fristet til at gå i vores fodspor, vil vi
råde jer til at vælge MTB frem for landevejsracer, da det
giver en meget bredere vifte af muligheder for at komme forskellige
steder hen på øen. Det kan igen anbefales på det
kraftigste at køre efter GPS, det giver en vis ro, at man altid
ved, hvor man befinder sig, og hjælper rigtig meget til at finde
rundt. Desuden er det sjovt bagefter at kunne se præcis hvor langt
og hvorhen man har kørt, og man kan planlægge næste
tur helt præcist og tegne den ind på GPS'en hvis man vil. Hvad morgendagen byder på ved endnu ingen, med undtagelse af Gabor. HMRFFFFF. Nu må vi må se, om vi kan sove for vores solskoldede næser og rygge (undskyld Mallorcafolk). 5. april 2009 3 Prova Campeonato Regional Powerade - Cross Country
Nå hvad pokker, vi måtte jo bare til det. Starten gik, vi skulle køre 4 omgange, da vi stillede op i åben klasse, da vi havde glemt licenskortene derhjemme (det var jo meningen vi skulle på ferie!). Nå men lidt ferie var det da så, da herreeliten skulle køre 8 omg. Alle ungersvendene fór afsted som skudt ud af en kanon på første omgang...men gassen gik lidt af de ellers så rapfodede portugisere og Gabor fik hentet godt ind på dem, men blev hægtet af da kæden røg af midt i en levada passage, og da han så havde fået hentet gruppen igen, kom der to brombasser i vejen; de spærrede den hele 10 cm brede sti, så han ikke kunne passere før efter lang tid; så der tabte han et minut. Ellers kørte han hurtigste omgangstider, hvilket var flot, når manden overhovedet ikke kan køre MTB :-). Vores cykelmekanikerven blev nr. 2 i eliteklassen (kørte 11 minutter på sidste omg, og Gabor kørte 9.07 på sin sidste!!!). Pia blev klart hurtigste pige og Gabor kom i mål :-) Efter vi kom i mål, var der flere, der kom hen til Småpigen og sagde at det var godt klaret osv, men ikke én ænsede Gabor, som ellers havde kørt noget hurtigere end eliten. Vores liv i en nøddeskal! Men det blev værre endnu, efter målgang var der kun Cola men neeej neeej, ingen Coral! Lortestævne, totalt dehydreret, og ikke en skid at drikke! Tsk tsk tsk. Der var stor sejrsceremoni med uddeling af medaljer (til vores familie: en guld og en sølv...) og pokal. Y-stævne! (Y betyder i vores terminologi Yndlings, og er det mest anvendte ord for tiden) Godt en af os havde en rygsæk med til alt det ekstra vi skulle have med hjem. Gribende afsked med alle de nye venner...og derefter...tja, ikke hjem til velfortjent hvile efter 1 times rød og sort træning, for når man har østtræneren med på ferie tager man ikke den nemme løsning.
De andre deltagere tog efter løbet bilerne ned til en velfortjent frokost, men ikke Piaskeja. Nu man var heroppe, kunne vi jo lige så godt fortsætte opad mod toppen af øen. Op op op gennem et meget smukt landskab, og med en knald blå himmel. Da vi var noget op omkring 1500 + moh tog vi så et skarbt venstresving tilbage mod Dolls House. Efter et par punkteringer ankom vi til vores duftende have/park klokken 15.30. Vi var selvfølgelig lige et smut forbi Pias bagervenner.
Eftermiddagen gik med frokost, og derefter at en solede og en anden ordnede vasketøj, vaskede cykler, og lappede slanger. Alt sammen ok ... men kun på én Coral !!!!!!!!! Og Corner Shop var lukket da først tøjet var vasket, cyklerne ... Men der var en der var glad for brun mavse. Igen idag grillede vi aftensmad og kunne sidde ude i vores fine have og spise i helt vidunderligt vejr. Da det blev mørkt krøb vi indenfor, tændte brændeovn og stearinlys og hyggede os. Madeira er virkelig et Y-sted!!! Super fedt klima, fantastiske dufte af eukalyptus, jasmin, kaprifolie...hysterisk grønne farver overalt og virkelig smukt landskab, kombineret med en meget venlig og imødekommende befolkning. Her er sgu fedt at være!
I morgen går, om vejret vil, turen til øens højeste punkt Pico Ruivo (1862 moh). Om vi kan komme helt derop, afhænger ud over af vejret, også om vi kan passere nogle lange vandre tunneller og andre vanskelige passager undervejs (fra 1816 moh og op). Fra 1816 moh og de næste 3 km op til toppen, er kun en vanskelig vandresti. 4. april 2009 Op klokken 9 efter at have sovet godt. Vi gik op til bageren, som Filipe så veloplagt havde fortalt os hvor lå, og opdagede til vores glæde, at vi kunne spise morgenmad der, og således få rigtig god kaffe til! Altid fedt at finde en lille bar eller lignende og spise morgenmad på. Der fik jeg min første ven - bagersvenden - en flink ungersvend, som gav os nogle gode tips. Således mætte gik vi tilbage efter lige at have fundet The Corner Shop, som måske nok lige er en overdrivelse at kalde en shop. En meget lille butik hvor de mest nødvendige fornødenheder kan erhverves under skarp bevågenhed af ejeren, og den ligger lige uden for hovedporten hertil. Så det er jo rart nok, når Småpigen skal hente Coral, så er der ikke så langt at gå! Cyklerne skulle samles - og det er altid spændende
at se om de har klaret rejsen i hel tilstand. Det havde de ikke helt
- Gabors cykel, den helt nye Spectre, havde fået et ordentligt
tryk på rammen og buler og ridser, øv! Men den kunne da
samles og køre. Vi kørte til supermarkedet og fik provianteret
godt, idet jeg godt kan huske fra Tenerife, hvor "godt" dagene
går, når det er Gabor der planlægger ture! Hjem med
det, og SÅ skulle vi ud og træne, ville prøve at
køre ind på midten af øen, for at besigtige vejene
osv...men, men, men...småpigens cykel valgte nu at larme mere
og mere, lyden stammede fra kranken, som ellers lige var tjekket hjemmefra.
Det var så slemt at det gad vi ikke at høre på, så
vi vendte om og kørte til byen med supermarkedet, Cancela,
Til de vejrinteresserede (læs: mallorcafolket) har vejret været helt ad H til, 20 grader og sol. Nå, alt i alt endnu en røvsyg dag i vores liv. Lige nu har vi det rigtig hårdt, sidder i vores storblomstrede sofa foran en rødglødende brændeovn, med et glas ... og forbereder os mentalt på imorgen. Cykelmæssigt blev det til 50 km transportkm med 1300 hm, så efter cheftrænerens hoved bare endnu en røvsyg hviledag:-x 3. april 2009 Idag skulle vi så afsted til Madeira, jubii, jubii, jubii...det har vi glædet os til i et helt år, lige siden vi bestilte rejsen. Og heldigvis havde vi stadig vores flybilletter, som Gud være lovet ikke var bestilt hos Sterling. Vi fløj kl 14.55, og landede små 4 timer senere i Lissabon, hvor vi skulle tilbringe 4 timer inden flyet til Madeira gik. Gabor afslørede endnu en gang sit kommentator-talent, denne gang var han medkommentator på O preco oferta; en afsindig spændende "gæt prisen på gryden-quiz" eller var det nu "sæt gryden på grisen" på portugisisk tv i den bedste sendetid. Nå endelig skulle vi med flyet til Madeira,
turen tog godt 1½ time. Vi skulle efter planen hentes af Filipe,
en ansat på Quinta da Faja,
|
I dag stod vi op ved 9-tiden, og besluttede os for at tage en kort let
cykeltur på ca. 45 km og med ca. 1500m stigning. Vi regnede med
at det ville tage ca. 2 timer at nå toppen i 1400m højde
og derefter ca en ½ time hjem.
Her
er ikke så mange forskellige ruter at vælge her på
øen, men til gengæld kan man være stensikker på
at de er hårde og meget smukke. Kommer man først 5 km væk
fra Funchal, har man yderligere vejene næsten for sig selv. Cykling
på øer som Madeira, med så store højdeforskelle
kræver at man tænker sig godt om inden man cykler afsted.
For det første falder temperaturen kraftigt på vej op,
og for det andet kan vejret skifte totalt på meget kort tid. Så
det er noget med at tage en masse tøj med på turen, ikke
mindst til de kolde nedkørsler. Vi kan sidde i korte rør
og kun med en svedtrøje og kortærmet cykeltrøje
når vi starter ud, og ende med ben, ærmer, vindjakke, hue
og handsker når vi kommer hjem efter en lang nedkørsel.
Og hvis man er typen der kun opgør cykeltræning i antal
kørte kilometer, skal man nok vælge et andet sted. Kan
man komme rundt med 20 km/t i snit har man enten valgt en "let"
rute, eller fyret den godt og grundigt af, eller begge dele. Man møder
ingen andre cykelryttere hernede på vejene, men vi har set en
del der kører MTB down hill. Det var lige som da vi var på
Tenerife i vinters, MTB-up hill er YT på disse kanter. Ja i det
hele taget er alt up hill yt. Gabor mødte en cykelrytter for
to dage siden på den anden side af øen. Han var lige så
overrasket over at se mig som mig ham.
Meeen
det viste sig at blive en hård dag på kontoret, det gik
som sædvanlig op og ned, mest op...men det var (også som
sædvanlig) en meget smuk tur, hvor vi kunne se langt ud over et
meget blåt atlanterhav hele tiden. I Ribeira Brava var der (ikke
som sædvanligt) tid til at drikke en cola, hvilket føltes
som en luksus ud over det sædvanlige. Nå, men nu kunne vi
jo heller ikke sidder der hele dagen, så vi måtte hjemover,
og det startede jo med 12 km stigning...men så kom benene da igang
igen. Inde i Funchal fik jeg lov til at købe en "Bolo do
caco com chourizo", madeirensisk kartoffelbrød med et stykke
pølse indeni. Tror i det lå godt i en tom mave? Nå,
Gabor havde ikke haft tid til at købe ind, så vi måtte
også lige en tur forbi 
supermarkedet,
men det gav desværre Gabor et påskud til at indlægge
en ekstra modbydelig stejl stigning (også kaldet smutvej), hvor
han yderligere havde sørget for at vi blev angrebet af en hund.
Den fik dyrlægen dog hurtig bragt til tavshed! Efter supermarkedet
fik Gabor den idé, at vi skulle prøve at køre en
anden smutvej hjem fra supermarkedet - glimrende idé! Endnu en
modbydelig stigning. Nå, til sidst var Småpigen grædefærdig
af træthed og måtte dejse om på solsengen da vi endelig
(efter 6 timer) var sikkert hjemme i dukkehuset.
Da
Gabor kom hjem fik han et stykke brød og en tår vand, og
derefter trak jeg ham med ud og gå en tur - målet var Botanisk
Have. Der kom vi hen efter en fin gåtur langs småveje og
veredaer (stier der forbinder levadaer). Botanisk Have var lidt ligesom
at de bare havde hegnet et stykke Madeira ind og lavet lidt system i
det, for overalt her på øen er der frodigt og der vokser
simpelthen blomster og andre vækster overalt. Men det var nu en
meget fin gammel anlagt botanisk have der ligger (som alt andet her!)
på en skråning. Vi fik vistnok lagt et par sukkulent stiklinger
til vores i øvrigt hastigt voksende bestand af sukkulenter derhjemme.
På hjemvejen købte vi lidt ind og tog så hjem, for
nu skulle Gabor lave mad til Småpigen. Aftenen blev tilbragt foran
brændeovnen, og hr. og fru hakkebøf sov vistnok lidt på
skift foran en ellers meget spændende quiz i fjernsynet. Pia sad
i bedstemorstolen med en brændeovn på den ene side, og et
elektrisk varmeovn på på den anden, og sov som guldlok i
bjørnens seng. Det havde jo også været en hård
hvildedag for småpigen!!
JUBIIIIIIIIII
hvor
vi havde set en cykelforretning. Nu må det nok lige nævnes,
at cheftrænerens humør ikke helt var i top...ved udsigten
til at skulle bruger timer...dage på at få fixet cyklen...og
det så da heller ikke for lovende ud, for butikken åbnede
ikke efter siestaen. Men så var der en flink ungersvend som spurgte
om vi behøvede hjælp, og ja tak, vi forklarede problemet,
og han gav os adressen på den bedste cykelforretning i Funchal...så
kørte vi derind, og der er heldigvis længe åbent
her på egnen. Der blev vi modtaget af nogle flere ungersvende,
som ivrigt kastede sig over opgaven med at få skiftet krankboksen...den
var helt færdig. Meeen, så let skulle det ikke være,
først efter flere forsøg fandt de en, der passede! Og
det var sgu dejligt, og rørende billigt, 43 euro for det hele.
Og det bedste ved det hele: Cykelmekanikeren=min nyeste ven spurgte
(efter at have kigget på min mands veltrænede krop) om vi
dyrkede triathlon, og tja, en af os gør...og vupti, knap var
der gået 5 minutter før vi var blevet tilmeldt regionsmesterskaberne
i MTB Cross Country imorgen tidlig et eller andet sted oppe i bjergene
i 1000 m højde. Tak! Involveret i projektet er også trofaste
Filipe, som skal stille op med følgebil imorgen tidlig. Så
det bliver spændende at se Gabor dyste mod de lokale ungersvende...men
man må sige at forberedelserne har været i top, det er rygtedes
at nogen har set ham indtage et glas appelsinsaft her til aften. Småpigen
påstår dog hårdnakket at det er Limoncello. Desuden
er der forsvundet 5 Coral fra køleskabet og en halv liter Vino
tinto...Men bare rolig, alle ved jo at det er udstyret og ikke manden
der tæller!
Jaja
- det er bare lidt af hvad der er hændt her i stråhatteland
idag...ellers har vi truffet Francisco, gartneren=en af mine venner,
som tog hjerteligt imod os, men mest af alt vist bare ville have nogle
penge:-). Desuden var han så sød at fortælle os,
at der bag vores hus er ½ fodboldbane fyldt med grøntsager,
som vi var velkomne til at fortære løs af. Som sagt så
gjort...løg, bønner, porrer, gulerødder, chili,
salat, timian, rosmarin blev høstet til dagens måltider...og
så kan man jo godt forstå, at vores drikkevarebeholdning
er svundet ind til det minimale.
ejendommen
hvorpå vi har lejet The Dolls House. Han stod der og tog imod
os, sammen med en større skare af klappende lokale - tænk
at de havde glædet sig SÅ meget til vi kom...! Eller var
det mon det lokale kvindefodboldhold, som vendte hjem fra en turnering
med sølvmedaljer om halsen...? Det skal jeg ikke kunne svare
på, men foretrækker klart det første! Gabor troede
han var kommet i himlen, da han så et kæmpeskilt: "Coral
welcomes you". Her skal det, for uindviede, lige nævnes,
at Coral er det lokale ølmærke her på øen,
og lige siden vi sidst var her har Coral været synonym for øl
hjemme hos os. Så alle øl kaldes Coral i Casa Klöczl.
Nå,
Holger havde arrangeret det flot for os med Filipe og den store bil,
for cykler, bagage, småpige, Gabor, Filipe og taxachaufføren
kunne uden problemer være i taxaen. Vi blev således kørt
lige til døren her i Dolls House, og kunne pakke lidt ud og krybe
i den alt for store dobbeltseng, godt trætte, for klokken var
02.00 lokal tid (=03.00 dansk tid). Vi kunne kun fornemme hvad det var
for et sted vi var ankommet til, for det var bælgmørkt,
men det så lovende ud, og huset indeni var helt bedårende,
og præcis som vi havde forestillet os det. Det skal blive spændende
at vågne op i morgen tidlig og se hvordan her ser ud.