|
Dagbøger 2010 Mandag den 13. december 2010 Har lige fået overstået 3 ugers hård træning; så nu er det tid til en rolig uge; men da vi drager på ferie på torsdag, har jeg så kun 3 dage til at nå ugens træning, så det skal nok blive hårdt nok. Julegaverne er købt og nu også afleveret; så der har været lidt at se til på det seneste. Pakningen til vores ferie er også klaret, men det var også meget nemt, vi skal nemlig kun have håndbagage=ingenting med :-). Hængekøje, minisovepose, minivåddragt, svømmefødder, dykkermaske og snorkel og undervandslommelygte er det der er plads til. Kutya og Machico skal på hundepension.
Fredag den 26. november 2010 Så er der gudskelov under 3 uger til juleferien, jubiii. Træning i sne og frost er altså ikke lige min kop te. Er mere eller mindre trukket indendørs med al min træning (hver uge 5 x spinning, 6 x løb og 3 x svømning). Tiden til andet end træning og arbejde er ret sparsom. Men vi fik da pyntet lidt til jul her, nu hvor vi skal afsted til et gudsforladt sted ( :-) ) må vi udnytte de næste par uger til at "jule"
Nej, vi juler ikke så meget her, der er lidt "Driving home for Christmas" i højttalerne, men udover det står den på slankekur og meget træning. Onsdag den 17. november 2010 Så er det vist på tide med en lille update; tiden flyver afsted..ikke sådan rigtig med noget spændende; arbejde, træning og hundepasning, så er dagene fyldt godt op. For tiden er en af mine venner, Kim Greisen, ved at lave Double Deca...ja, nemlig, en 20-dobbelt ironman. Det foregår i Mexico, og kan følges her Min træning er blevet mere struktureret; og hedder spinning 5 x ugtl, løb 6 x ugtl og svømning 3 x ugtl. Så tid til besøg og andre sociale ting er kraftigt nedprioriteret for tiden. Tirsdag den 26. oktober 2010 Vi er i DK igen; hverdagen er igang, og også Tour de HareTri. Igår bød den på 5 km landevejsløb; jeg havde ikke regnet med at deltage pga. tunge "fly-ben", men min slavepisker af en træner/kæreste sagde at det skulle jeg, så jeg måtte humpe mig igennem på ca 23 minutter. Ikke sjovt når jeg har løbet under 20 minutter på en 5 km. Nå, det var der jo ikke noget at gøre ved. Til gengæld har jeg så idag endnu mere ømme bed, som jeg kunne hygge mig med til spinning idag! Argghh. Imorgen er der 1000 m enkeltstart; altså en rigtig sprint. Pyha; håber i det mindste på tørvejr. Lørdag den 9. oktober 2010 Jeg har meldt mig til Tour de HareTri; jeg er godt nok i dårlig form, men jeg tænker, at det vil være en måde at komme igang med at træne hårdt igen. Der er nu kørt 2 etaper. I onsdags var det MTB duathlon, 4 sæt. Det var sådan set bare ligesom almindelig krydstræning, som vi laver mandag, onsdag og lørdag. Men der er altid mere motivation når det er race, også selv om det er et lille internt løb som TDH. Det gik hæderligt; jeg blev nr. 6, hvilket gav mig 5 points (det gælder om at have så få points som muligt). Idag var det 24 km enkeltstart på Kettingerunden. Det er en af mine favoritruter! Pinarelloen kom frem af gemmerne, den har ikke kørt i Danmark i år overhovedet. Der blev sat Zipp-hjul og bøjle på, og så var den klar. Så skulle jeg bare have fantomdragten på, og så have en cola. Det gik faktisk meget bedre end forventet; jeg fik en 3. plads og 2 points, og kørte med negativ split på de 2 omgange (godt nok kun 2 tiendedele hurtigere på anden runde, men alligevel) Når man tænker på hvor lidt jeg har cyklet det sidste halve år er det utroligt at jeg overhovedet kom rundt. Nu venter O-løbet på onsdag; endnu en udfordring, det er efterhånden et par år siden at jeg har orienteret; det er vel ikke siden Adventure Race 2008. Nå men det går nok. Så venter 9 dage i Spanien; og vi er begge meldt til et 70 km MTB race den 23. oktober i Bornos.
Det er vist også på tide, at jeg får lettet bagdelen og kommer i god form igen efter mit halve sabbatår. Efter at vi fik Machico og pludselig havde 2 hunde, har det været rigtig svært for mig at få cyklet, da de 2 krapyler ikke skal være så meget alene hjemme så længe vi bor i lejlighed. Men jeg må benytte mig af spinning og x-træning og få prioriteret det hårde træning fremfor de lange cykelture. Det er jo alligevel også det der giver god kondition. Onsdag den 22. september 2010
Jeg er ankommet til Firenze. Her er 29 grader og sol. Skønt. Jeg har trasket rundt i byen i nogle timer; det er genkendelsens glæde der hersker. Det er under 1 år siden jeg var her sidst. Læs videre (>>Firenze September)
Søndag den 19. september 2010 En travl uge er efterfulgt af en travl weekend! Igår havde vi klubmesterskab i triathlon i klubben; jeg skulle agere bøje, så jeg blev smidt i en kold og mørk Bastrup sø, med skumtoppe på bølgerne, og sendt 250 m ud, deltagerne skulle så runde mig. Ikke min kop te! Det var en kold omgang, og min nyopblussede forkølelse blev ikke bedre af det! Derefter skulle vi skynde os hjem og til Cecilie og Matthias bryllup. Det var et dejligt bryllup, først i Roskilde Domkirke efterfulgt af fest i en pragtvilla ved Store Frederikslund (ml. Sorø og Slagelse).
Overnatning var hos Bo, som hentede os hjem i løbet af natten. Tak for det. Søndag fik vi taget billeder af nogle af hans værker i form af smedejernslåger mm. rundt omkring i byen. >>Billeder
Og så er det Kutyas 15 måneders fødselsdag, det skal jo også fejres! Mandag den 13. september 2010 Aftenens x-træning; 3+4 (3 runder MTB, 4 runder løb) så sådan her ud:
4½ uge til efterårsferien, yeah. Det bliver fedt! Der er 25 grader her til aften, ahh. Søndag den 12. september 2010 Vi så Grith (min forhenværende fine oldenborghoppe) og hendes føl da vi var i Sorø igår. Grith er en dejlig hoppe på 13 år, som jeg solgte, da jeg flyttede til hovedstden for nogle år siden. Jeg har heldigvis kontakt til både Grith og hendes ejer Charlotte, da hun er en veninde til mig. Grith fik føl 11. maj, en dejlig sort hoppe, som nu er 4 måneder gammel.
Efter hestebesøget var vi til fødselsdag, det var hyggeligt og vi spiste en masse god mad! Lørdag den 11. september 2010 Idag har vi været til sportræning i Ucelse, fordi klubben havde adgang til et rigtig stort sporareal pga, at kredsen skulle afholde udtagelse til DM i SPH.
Efter hundetræning var det mennesketræning, 2 runder på Tyren i støvregn, blæst og på MTB, skidefedt:-X Hjem foran brændeovnen og tø op et par timer inden far har inviteret til middag på Krebshuset i Sorø. Tirsdag den 7. september 2010 Der er til redaktionen indløbet billeder fra Andalusien i sommer:
Søndag den 5. september 2010 Hundetræning i Farum:
Lørdag den 4. september 2010 Vi er netop her til aften kommet hjem fra en rigtig hyggelig tur til Rømø sammen med mine kolleger og deres familier. Vi var 35 (17 voksne og 18 børn og 5 hunde), alle inviteret til Kommandørgården på Rømø. Det er et hotel med tilknyttet islænder hestecenter.
Vi ankom fredag eftermiddag og der var arrangeret et lille O-løb inden middagen, og hundene blev luftet.
Middagen var rigtig hyggelig og der blev udvekslet mange røverhistorier; ved vores bord især gamle cykelrytter-myter. Da det er en flok aktive folk jeg arbejder sammen med, blev der ved sengetid aftalt morgenløb kl 06.30; jeg regnede dog med at ville svømme, da jeg manglede et svømmetræningspas i denne uge. Vi blev dog også vækket meget tidligt af et par tissetrængende hunde. Der var et dejligt indendørs svømmebassin som jeg havde helt for mig selv, og jeg fik plasket lidt mens Gabor var så sød at lufte hundene inden morgenmaden. Kl. 10 var der arrangeret ridetur på de islandske heste; og for ikke-ridelystne kunne man køre hestevogn (trukket af en Shire hest). Jeg har glædet mig længe til at komme ud at ride igen, men Gabor foretrak sin MTB. Vi var 12 stk der fik tildelt hver vores hest - jeg bad om en med lidt fut i; og jeg fik smukke Rökkvi, en dejlig sortbrun vallak.
Der er 110 heste!!! Det er altså mange! Vi red en fantastisk tur gennem klitplantageområde, smalle og bløde sandede stier, der snoede sig gennem fyrreskov mm. Det var SÅ fedt. Jeg fik prøvet den særlige gangart tölt; det er meget morsomt så hurtigt man kan komme fremad i tölt. Vi traf vores hestevogn i skoven og fik en tår at drikke, inden turen gik videre. Desværre kom vi ikke ud på den kæmpemæssige sandstrand, da der var enkelte ikke særlig ridekyndige iblandt.
Tilbage på Kommandørgården var der frokost; og derefter tog vi hundene med på stranden; det var en vanvittig bred sandstrand, som man kan køre på i massevis af kilometer. Hundene fik en dejlig luftetur så de var godt trætte inden den lange køretur hjemover. Tak til mine søde kolleger og firmaet for en skøn tur!
Tirsdag den 31. august 2010 Der sker ikke så meget spændende; derfor ikke så mange opdateringer her. Tiden går med arbejde, hundetræning/pasning, og træning. Jeg har besluttet at lave Ironman igen til næste år, så nu er jeg ved at trappe træningsmængden op til et mere fornuftigt leje. Det sidste års tid har været noget halvslattent på den front. Weekenden gik ved Buresø, hvor HareTri igen var vært ved OffRoad Tri-stævnet
Desuden nåede jeg at være med til en smule af Cecilies polterabend søndag eftermiddag; inden jeg gik i brædderne efter ikke at have sovet i 34 timer (nattevagt ved skiftezonen).
Mandag den 23. august 2010 Det øser ned, ikke kun nu, men hver dag. Vi er ved at være godt trætte af at træne i regnvejr. Jeg er ved at få lidt struktut på min træning, så for tiden hedder det 3 timers svømning, 3½ times løb og så meget cykling regnvejr, 2 hunde og at bo på Vesterbro tillader... Det er snart tid til at aktivere fitness.dk medlemskabet vist, så må den stå på minimun 1 times spinning daglig.
Så tæller jeg dage ned til efterårsferien; eller uger. Der er 8 uger til:-). Måske arrangere Ashley fra Andalusian Cycling Experience Las Palomas Challenge, og så er det vist meget godt at være i form!
Næste gang skal hundene ikke med, dels skal vi flyve og dels er det desværre kun 9 dage (hulk), så de skal på hundepension. Men det åbner muligheder i form af vandreture osv. Måske skulle vi bestige El Torreon, en af de store toppe. Onsdag den 18. august 2010
Søndag den 15. august 2010 Idag har jeg 1 års jubilæum som Embrunman! Det er en stor dag, der skal fejres ved at se Challenge Copenhagen Ironman i regnvejr på Amager:-/ Vi følger spændt med, og kan allerede nu (kl 10.04) konstatere, at Sørensen fører foran KP i deres interne dyst, og at Thyme er oppe af vandet! Imponerende Thyme, så skal du nok klare den. Nu skal den have gas på cyklen. 20.30: Gabor har lavet en smart side med fotos fra Challenge Copenhagen idag, klik her
EmbrunMan 2010 Så er det præcis 1 år siden, at jeg kørte mit livs race i Embrun! Det var stort!!! Jeg har gravet et par videoer frem fra den dag for 1 år siden: Video fra Embrun
Fredag den 25. juni 2010 Så er bilen faktisk pkket med det meste af zoo, en smule tøj og et par cykler. Der venter 3200 km kørsel, forhåbentlig i et stræk. Behøver jeg at sige, at vi glæder os til at komme ned og få trænet i 35 graders varme...jeg skal i form, det er helt sikkert! Hasta luego
Lørdag den 12. juni 2010 Kutya har været på udstilling idag; det gik meget godt; bedre end sidst ihvertfald. denne gang fik vi pokal med hjem istedet for trøstepræmie. Vi blev nr. 3 med en fin beskrivelse fra dommeren! Jeg nåede så desværre ikke at træne idag :-(, vejret er også dødtrist. Minder nærmest om en efterårsdag! Torsdag den 10. juni 2010 Sikke tiden løber afsted. Der er vist ikke sket noget særligt. En masse hundeaktiviteter; de er beskrevet på machico.dk. Så er jeg gået igang med at træne igen, puha, det er hårdt; og meget længe siden jeg har været i så dårlig form! Så nu står den på 1 times x-træning 3 x om ugen, og rolige løbeture og lidt cykling de andre dage. Kan jeg nå et smut i svømmehallen gør jeg også det. Målet er lige nu bare at komme i form til at klare Paloma-passet i Grazalema, og helst i en anstændig tid. Nu er der 2 uger til afgang! Søndag den 30. maj 2010 Nu er det efterhånden 12 dage siden jeg blev opereret og det går nu noget bedre med halsen; det føles bare som at have halsbetændelse nu, så det er jo godt nok. Der er under 4 uger til sommerferien; det er jo helt vildt at tænke på. Vi skal jo bo 6 uger her:
Det er pt. ca 28 grader om dagen og 18 om natten, så det tegner godt! Det er et hus, der ligger 3 km udenfor en by, der hedder Grazalema. Vi har boet nogle gange i selve Grazalema, og er meget vilde med området. Det er i Andalusien; i Cadiz provinsen, ca 30 km fra Ronda. Det ligger ca i midten af den "trekant" der udgøres af Sevilla, Cadiz og Malaga. Hundene skal med; det bliver en lang køretur for dem, men mon ikke de tilgiver os når de kan se frem til 6 uger i hus, med have og daglige badeture i det dejligste vand... Træningsmæssigt er jeg gået i stå...i den kommende uge må jeg begynde at træne igen, så det bliver rigtig rart! Forhåbentlig kan jeg nå at komme i nogenlunde form inden ferien, for rent træningsmæssigt bliver ferien ikke ren ferie, men det bliver dejligt at få lov at træne i varmen igen.
Fredag den 21. maj 2010 Jeg har fået fjernet mandler, av, av, av...nu ligger jeg og venter på at min hals skal vokse sammen så jeg kan få noget mad og lomme ud og træne mig selv og hundene. Piv. Lørdag den 15. maj 2010
Sådan ses de to kegler oftest Vi vil dog gerne flytte alligevel, og hurtigst muligt da vi længes efter at bo et sted uden naboer og med have. Ellers har den foregående weekend været besat med hundeaktiviteter, træning og fødselsdage hos venner og famile. Den forgangne uge har budt på svømmetræning for hundene i hundesvømmehal, en aktivitet de begge synes var helt super.
Så har vi været et par dage på lejrtur i Sverige med hundene, og Kutya løb rundt i 36 timer non-stop. De synes det var skønt. Da vi kom hjem tog vi direkte til hundetræning, og han var vildt god at arbejde med. Han skal åbenbart "krudtes" af i et par døgn før han er til at "tale" med!
Idag har vi været til arbejdsdag i hundeklubben. Der skulle ordnes træningsplads, males, gøres rent mv......men men, det øser jo ned idag, så mange af de ting der skulle gøres må udskydes, men Gabor og jeg gik i gang med at reparere hegnet omkring agilitybanen; der var store huller i. Bagefter var vi til x-træning på Tyren, der kom kun et par skøre atleter for at løbe lidt, og nu er vi gået i hi i lejligheden, hvor vi vil sørge for at få opdateret vores hjemmesider og den slags hjemlige sysler. Imorgen skal vi til Kredsmatch i Vallensbæk; der skal vi fra Kreds 55 dyste mod dem fra Vallensbæk i spor og lydighed. Vi skal mest med fordi Machico jo er blevet maskot for kredsen, og hun skal gå forrest i paraden af schæferhunde. Søndag den 2. maj 2010
Idag stod programmet på Frilandsmuseet i Lyngby med Schæferhundeklubben. Vi var 17 hunde og ejere der var mødt op til denne udflugt. Det blev nogle hyggelige timer hvor vi nød hundene, det dejlige vejr og de flotte gamle bygninger samt vores medbragte madpakker.
Herefter gik vi selv yderligere en tur i skoven, da Kutya havde meget mere energi endnu. Da han endelig virkede lidt træt kørte vi hjemad.
Lørdag den 1. maj 2010 Vi sov lige til kl. 7 næste morgen, hvor vi stod op; vi ville ellers have bagt pandekager til morgenmad, men besluttede istedet at pakke sammen og gå tilbage til bilen. Vi ville ellers få meget travlt med at nå hjem i tide til HareTri træning. Vi pakkede sammen, det var nemt og gik hurtigt, og gik så tilbage til bilen i Genarp. Her købte vi lidt morgenmad (kanelbullar) og kørte så hjem, hvor vi fik et tiltrængt bad, og alt vores tøj smidt til vask. To dage udenfor med hunde gør at man ligner an der har været i krig! HareTri træning ved Bstrup sø i møgvejr og derefter hjem og ordne lejrudstyr, så det er klar til Kristi Himmelfarts ferien om små to uger.
Fredag den 30 april 2010
Vi stod op efter en rolig nat; det var blevet noget koldere i løbet af natten, og mens jeg tog en slags bad i brøndens iskolde vand, lavede Gabor bål til morgenmaden, som var Madeira-brød, havregrød (til Pia) og kaffe. Hundene fik deres hundemad; eller rettere Machico fik en masse for hun fik stjålet det meste af Kutyas mad også, for han havde for travlt til at gide at spise!
Vi talte lidt om dagens tur. Det var meningen at vi ville pakke sammen og så gå en rundstrækning og så overnatte en nat mere på en nærliggende lejrplads. Men vi regnede os frem til at turen var ca 20 km, og det er endnu for langt for lille Machico med det dårlige ben. I stedet lod vi telt og oppakning være og gik en fin tur på nogle timer i nærheden. Bla. til et slot på en lille ø (Häckeberga Slott), på et tidspunkt gik vores tur langs et vandløb til stor glæde for Kutya; som energisk hentede store grene/træstammer op fra åen! Vi kom tilbage til lejren først på eftermiddagen; lavede frokost (nudelkopper og brød) og besluttede os for at lave en jordovn til at stege vores aftensmad i. Det har vi tit snakket om at skulle gøre, men har ikke fået det gjort før nu.
Jeg gik igang med at grave et hul, og med hjælp fra store stærke Gabor var det snart klaret. Imens havde vi lavet et stort bål, og de flade sten vi havde indsamlet blev nu varmet op i bålet i et par timer.
Dernæst forede vi hullet med de varme sten, oksestegen blev brunet over bålet, pakket ind i staniol, og lagt ned i ovnen, som blev dækket med flere gloende varme sten, hvorefter der til sidst blev smidt jord over hele herligheden. Nu skulle der så gå ca 1½ time før stegen skulle være god. Imens samlede jeg lidt grangrene og hø til en seng til Kutya, som havde ligget på den bare, fugtige jord dagen før. Lejrpladserne her bliver flot vedligeholdt, og i løbet af dagen fik vi frisk, tørt brænde, skraldespanden og toilettet blev tømt. Så vi skulle ikke engang ud og samle brænde. Det var jo nemt. Vi var spændte på stegens tilstand, og da der var gået 1½ time, pillede vi den op.
Imens havde vi stegt majskolber på bålet og kogt vores sædvanlige ris. Jeg havde i hemmelighed medbragt et par øl, og de vakte glæde hos kokken. Stegen var stegt - godt og vel - den var faktisk stegt tør, havde nok fået 45 minutter for meget, men det var jo ikke til at vide. Vi synes den smagte herligt; og sammen med hundene spiste vi 1,5 kg steg :-) Vi fik en kop kaffe, og gjorde derpå klar til natten; nu havde vi endelig en lidt mere dæmpet Kutya; han havde lagt sig frivilligt ned hen under aften. Det tager altså ca 1 døgn med nonstop aktivitet for Kutya at blive træt!
Det var en kølig dag så vi glædede os til at komme under dynen sammen med Machico; og Kutya havde fået at fint leje af gran og hø, med min jakke ovenpå, og det så han ud til at være taknemmelig for.
Torsdag den 29. april 2010 Vi besluttede os for at tage til Sverige torsdag aften, for at vandre et par dage på Skåneleden. Det har jeg gjort nogle gange før, og det er rigtig fine stier med lejrpladser indimellem, hvor der er shelters til overnatning samt vand og bålplads. Vi tog nu vort nyindkøbte telt med, for så ville vi have lidt mere styr på hundene samt vi var sikre på en soveplads, hvis der skulle være andre vandrefugle på pladsen. Vi parkerede bilen i Genarp, en lille by ca 30 min kørsel fra Malmö. Så tog vi vores gode tøj og hundene, og gik et par km til lejrpladsen. Vi skyndte os at slå telt op og få lavet bål inden det blev mørkt. Teltet var helt super; et 3-personers tunneltelt med stort apsis. Her skulle Kutya sove, og vi andre 3 ville sove i teltets sovekabine.
Hundene syntes det var helt fantastisk at de kunne få lov at spæne rundt og lege uden hele tiden at blive tysset på. Kutya gik nærmest bersærk; han løb rundt som en vanvittig og var flere gange faretruende nær på at komme alvorligt til skade; dels med pigtrådshegn og dels med dyreriste, som er nogle rigtige benbrækkere. Til sidst turde vi ikke mere og måtte binde ham på lejrpladsen, til højlydte protester fra hans side. Han havde også fået tumlet så voldsomt med stakkels Machico, at vi måtte give hende en ekstra dosis smertestillende for hendes dårlige ben (som ellers er i fin bedring).
Machico tumlede mere stille rundt og nød at finde pinde og andre ting at lege med. Yndlingsbeskæftigelsen for hundene er at drille den anden hund med "piveren". Den kan de få meget tid til at gå med at kæmpe om.
Vi sad og hyggede os ved bålet med ristede pølser, ris og hvidløgsbrød (lavet af de første "Bolo do cacos" jeg har bagt. Et traditionelt Madeira-brød med søde kartofler. Det var skønt at have fred for naboer og andre sure mennesker!!!
Vi gik i seng - ja alle bortset fra Kutya, som slet ikke kunne geare ned. Jeg tror han sad og spejdede ud i natten lige indtil daggry, hvor han lagde sig lidt ned.
Hans energiniveau er enormt! Machico derimod opdagede glæden ved at sove i dyner sammen med sine mennesker; hun gassede sig rigtigt og havde det pragtfuldt, og lå mere blødt end os andre. Vi lå godt nok noget hårdt på liggeunderlagene, men det hører jo med til lejrlivets glæder. Vi følte os alle trygge ved at have store vagtsomme Kutya siddende og holde øje med alt! Søndag den 25. april 2010 Så er der jo gået endnu en uge; jeg er kommet igang med at løbe noget igen; trods den skade der driller mig lidt i læggen. Vi prøver nu en ny strategi; ca ½ times løb hver dag, ikke længere ture, og så må vi se hvad der sker. Jeg er typisk meget øm de første 5 minutter men derefter går det bedre; så der er helt klart en vævsskade. Så har ugen budt på en del hundetræning; se mere herom på www.kutya.dk. På Machico-fronten går det meget fremad med benet; og hun bliver skam også trænet. Nu er der vel 1-2 uger til hun er i stand til at gå igang med svømmetræning. Mht. til salg af andelsboligen er der ikke sket så meget endnu; hvis der er interesserede læsere her må I endelig henvende jer på pia(snabela)jernmand.dk www.machico.dk er ved at blive lavet; men det skrider ikke så hurtigt frem da vi udover almindelig travlhed har et defekt netværk for tiden, så upload af hjemmesider er ikke så spændende. Søndag den 18. april 2010 Har netop overstået spinning og nogle timers hundetræning. Min egen træning er nærmest ikke eksisterende; har overhovedet ikke haft tid til andet end arbejde og hundepasning. Så det er ret ærgerligt; men jeg håber, at der snart kommer en løsning på vores hunde- og biligsituation, så de dels kan være lidt alene hjemme; dels at vi snart får solgt andelsboligen og kan flytte ud af den her by! Her til morgen var der blod hen ad siden på bilen; adrrr hvor ulækkert. Narkomaner er simpelthen for klamme!!! Det var dog trods alt en fordel ved den strenge vinter; der havde vi ingen problemer med den slags! Glæder mig godt nok til at få hus og have og egen parkering til bilen!!! Ellers tæller vi nu ned mod sommerferien, ca 2 måneder; så drager vi til Andalusien i 6 uger. Hvor bliver det fedt! Mandag den 12. april 2010 Nogle lange, men meget udbytterige og interessante dage med kongres i Birmingham er nu vel overstået; en lang arbejdsdag idag (er netop kommet hjem her kl 00.30) efter et aftenarrangement på Fyn. Status blandt dyrene: Kutya har det strålende, man har ikke kunnet mærke at han er generet af sit operationssår; og lille Machico bruger sit ben lidt mere, så vi håber stadig på at hun bliver smertefri på et tidspunkt, og snart kan tåle at lege med Kutya. Det vil de enormt gerne, de leger (under supervision) en leg der hedder: hvem kan åbne munden højst...:-) eller man kan kalde det kæbe-fægtning. Men det er for voldsomt for den lille at lege uden at vi er der til at dæmpe Kutya. Træningsmæssigt går det vist OK for Gabor, han får da cyklet! Jeg tyr stadig til spinningcyklen, da det er det mest tidsbesparende for mig; kort og hårdt en del gange om ugen, krydret med nogle løbeture; det burde holde det værste fedt fra hjertet... Godnat herfra! Onsdag den 7. april 2010 Vel hjemkommet fra Madeira, og efter et par hektiske dage i vores zoologiske have:-) er jeg nu taget til Birmingham, hvor jeg skal være de næste dage til en stor kongres.... Jeg håber at Gabor ikke når at gå hjemmefra i nedtrykt sindstilstand pga dyrene i Hakkibakkiskoven. Det er mildest talt et logistisk projekt at få luftet hunde og holde dem adskilt ind imellem, så den lille Machico kan få lidt fred for kæmpehunden. Rygter hjemmefra vil dog vide at de de seneste timer har forholdt sig liggende i samme rum, hvilket jo lyder utroligt. Måske har det noget at gøre med at Kutya stadig er groggy efter sin operation tidligere idag. Han fik fjernet sine testosteronproducerende organer....men var overraskende frisk i eftermiddags da jeg hentede ham:-).
Så nu er det vist nærmest et lazaret derhjemme; jeg ved snart ikke hvem der er friskest. Machico med brækket ben, Kutya ny-opereret; og Gabor...ja den skavankliste er for lang til at blive nævnt her:-), Mio med nyreproblemer, cancer, hudlidelse og manglende øje, Nuggi; tja hvad fejler hun, et eller andet kan vi nok finde; og så mig...tja bare for at nævne en enkelt ting: inficerede mandler; der snart skal fjernes...Det er en ynkelig flok:-x. Men ellers har vi det fint. Hej fra Birmingham
Torsdag den 25. marts 2010 Vi har næsten pakket nu (endelig), dyrene er afleveret og i gode hænder, og vi er på vej til Madeira og Porto Santo. Med lidt held får vi netforbindelse og kan opdatere sitet. Så hold øje:-)
Søndag den 21. marts 2010 En statusopdatering på raceformen: den er forholdsvis sløj; cykelmæssigt er jeg meget godt med, rent konditionsmæssigt, men jeg har ikke koordinationen i orden eftersom det er ½ år siden jeg har cyklet udendørs....løbemæssigt er det lidt ringe idet jeg pt. døjer med lidt ondt i overgangen mellem achillessene og lægmuskel; håber den klarer min ½ maraton om en uge ude forværring. Knæet er blevet tiptop efter nogle besøg hos kiropraktor Carsten. Svømmemæssigt er jeg mest spændt på vandtemperaturen; man kan vel altid svømme 1900 m..? Vi tager afsted på torsdag; lige nu har vi ikke styr på noget som helst mht. cykler og den slags; men der er jo også 3 dage endnu....støn.. Rejseplanen kender vi stadig ikke i detaljer; ved bare at vi lander på Madeira torsdag sen aften og så håber vi at Victor og Dilia er der til at tage imod os... Senere i dag skal vi til HareTris klubhus og være med til at sætte de 10 nyindkøbte spinningcykler på plads i klubhuset. Dem får vi nok meget glæde af - der kan sagtens komme mange regnvejsdage i løbet af foråret og sommeren. Lørdag den 20. marts 2010 Efter den sædvanlige turne med hundetræning og HareTri, løb og spinning skulle vi med min faster Aase på Dragsholm Slot og spise. Det var en rigtig hyggelig aften og vi fik en masse dejlig mad. Det er et sted der kan anbefales, hvis man skal til det nordvestsjællandske! Søndag den 14. marts 2010 Om to uger er jeg igang med min ½ironman!! Formen er nu lidt slap og jeg har en achillessene/muskelovergang, der driller mig lidt for tiden og et knæ med lidt for meget ledvæske. Øv. Så jeg må vist hellere lade være med at sætte næsen op efter forgodt et resultat! Ellers går dagene med masser af arbejde for vores begges vedkommende, en del træning og hundetræning osv...så vi glæder os til at komme til Madeira/Porto Santo og lave lidt andet og få lidt forårssol. Sådan så det ud sidste påskeferie:-)
Fredag den 26. februar 2010 Puuha, flere dages intensivt "arbejde" foran computeren har nu båret frugt; vi har fået flybilletter til Filippinerne jul 2010 for 7000 kr mindre end sidst....det var heller ikke let, skulle jeg hilse og sige, mange af de gode billetter er allerede udsolgt!!! Turen kommer til at hedde noget i retning af: København - Stockholm Stockholm - Beijing Beijing - Hong Kong Hong Kong - Manila Manila - Busuanga......... og retur 17 dage senere. Men nu er det altå et faktum; vi skal til det sydkinesiske øhav igen. Denne gang endnu længere ud (=sydpå) end sidst;-) det bliver stort!!!
Tirsdag den 23. februar 2010 Se hvordan Funchal ser ud nu efter vandmassernes hærgen Flere billeder og videoer fra Madeira
Mandag den 22. februar 2010 Kl. 17.06: Har nu heldigvis hørt fra Victor og Dilia; de har det godt og deres hus overlevede! Kl. 16.30: Der har i weekenden været frygteligt uvejr på Madeira, med mudderskred og voldsomme vandmasser i Funchal. 42 omkomne lyder tallene idag! Det ser slemt ud på billederne!!! Funchal er sådan en dejlig by; og det er rigtig synd for den dejlige ø! Vi har desværre ikke hørt fra vores venner Victor og Dilia endnu; men da de bor ret langt fra Funchal håber vi at de er OK!!! Vi skal jo ned til dem om en måned; vi lander torsdag aften den 25/3 og har derfra ikke rigtig styr på programmet, men det har Victor. Næste morgen tager vi vist til naboøen Porto Santo, ca 50 km væk, for at have lidt tid der inden racet søndag den 28/3. Så skal vi på et tidspunkt tilbage til Madeira, hvor vi skal bo i Machico hos Victor og Dilia. Gabor har lovet at hjælpe stævnearrangørerne på stævnedagen, så vi får begge noget at se til. Den følgende uge håber vi på at få styr på job og huskøb dernede, så vi snart kan flytte væk fra det her land:-) Søndag den 21. februar 2010 Snart kun 1 måned til påskeferie, jubiii. Pasning af dyr er på plads, heldigvis.
Misserne skal passes hos Laila (eller rettere hendes mand, Bent, for Laila skal på ferie i Frankrig) og Kutya skal med tante Lilli og onkel Per samt deres hunde (norsk elghund, gravhund, labrador) op til deres dejlige hus i Sverige. Hvis de kan enes - men mon ikke. Træningen er i weekenden foregået med 2 x ½ times løb udendørs i kulden samt en times spinning indenfor i varmen. Der kan læses om hunderelaterede begivenheder her
Vi er så småt ved at have styr på næste vinterferie, ved godt at der er MEGET længe til, men jeg så, at hvis vi bestiller flybilletter nu kan vi spare 7500 kr...det er jo værd at tage med!!! Det bliver jo Filippinerne igen, vi tager til Manila og derfra videre til Busuanga Island, hvor Toto venter klar med båden. Så sejler vi på ankomstdagen sydpå mod Malcapuya Island, overnatter der, og så de næste 14 dage sejler vi sydpå til El Nido-området og derefter nordpå igen, vender Calumbuyan Island, og Black Island, hvor vi forhåbentlig ser hammerhajer, og så retur til Coron, hvorefter vi tager hjem. Så altså en rundtur i samme øhav, men længere sydpå til nogle nye steder. Bliver det fedt mon...
Fredag den 19. februar 2010 Så synger vinterferien på sidste vers for Gabors vedkommende; jeg har jo ikke haft ferie så for mig er det endelig weekend! Dagene går for tiden med at prøve at komme i form til påske; tiden nærmer sig, og det føles som om, at vi tilbringer uendelig meget tid i fitness.dk, til den ene spinningtime efter den anden, de sidste par dage med en ovenud rablende hysterisk instruktør...støn!!! Det var så slemt at jeg foretrak løbebåndet idag (og det er ellers det kedeligste jeg ved) fremfor at blive i dårligt humør over at høre på de mængder af skrig og skrål og endeløs sludder sådan nogle instruktører kan lire af sig. Det går kun ud på show; der er ikke mange der kommer for at træne seriøst; de fleste sidder der bare for sjov! Så kræver vores lille hund også lidt tid; han er vist i puberteten; og opfører sig nogen gange noget plim....Idag har vi trænet gåtur i by, afbinding foran butik, boldmotivation osv.
Desuden er jeg ved at lære ham at skelne forskellige dufte fra hinanden - det er en sjov øvelse, nu kan han genkende Matas' urtete:-) I weekenden skal vi til hundetræning; jeg var kun på Store Hvalpe holdet 1 gang før vi rykkede op på B holdet, hvilket er for voksne hunde, og for dem, der decideret går efter at få den første lydighedsprøve, som kaldes B-prøven. Det gør vi jo; håber at det kan blive inden sommerferien!
Så er der Generalforsamling i HareTri, og søndag skulle have gået med at Kutya skulle bide i Anders Hummel, men han blev så bange at han aflyste.
Søndag den 14. februar 2010 Nu lancerer vi www.kutya.dk Kig forbi på Kutyas egen hjemmeside:-)
Fredag den 5.februar 2010 Der er liv i os endnu. Der sker ikke så meget spændende for tiden, vi træner dagligt i fitness center (støn, er godt trætte af diverse hysteriske spinninginstruktører...) samt jeg passer svømning og lidt løb bliver det også til, på stive ben og glatte fortove. Spændende er det ikke. Det lader ikke til, at jeg kommer til hverken at sidde på en cykel udendørs eller får gang i ordentligt løb inden årets første mål; ½ ironman Porto Santo 28. marts!
Hvor er det øv-vejr med al det sne! Det er kun Kutya der har glæde af det.
Kutya vokser stadig og vejer nu 31,4 kg. Hundetræningssæsonen starter imorgen, så han glæder sig til at komme igang igen.
Søndag 17. januar 2010 Så er der liv i os igen; vi har ikke fået lavet nogen dagbog før nu, for al vores tid er gået med at få Filippiner-dagbogen klar. Der er nu heller ikke sket så meget; det har været mindre sjovt at komme hjem til hverdag, kulde og sne og hård træning. Vi har været til dyrlæge et par gange med Kutya for at få taget nogle blodprøver af ham, da han var blevet noget tynd mens vi var væk og virkede meget træt. Men de viste ikke noget, og nu er der også fuld gang i ham igen.
Desuden har han været hos en tandspecialist, da der var brudt noget der lignede en ekstra blivende tand frem i hans overmund; og jeg var overbevist om at han allerede havde skiftet alle tænder korrekt. Ved hjælp af røntgenbilleder besluttede vi hvilken tand der skulle ud, og vi opdagede desuden, at hans modsvarende tand i den anden side ikke er udviklet som den skal; han mangler anlæg til den blivende tand, så den der sidder der nu, er bare en lidt stor mælketand.
Så er vi gået i skarp træning idet der kun er ca. 2 måneder til jeg skal lave ½ ironman på Porto Santo; så ugen har budt på 6 gange spinning, hvilket vil sige stort set hver aften. Det er den opskrift vi vil følge de næste uger, idet ingen af os har tænkt os at træne udendørs før det bliver betydeligt varmere. Så har vi skullet installere en ny printer; det er Gabor igang med herunder, godt hjulpet af Kutya:
|