|
Grazalema oktober 2010
16. oktober 2010 Årets efterårsferie går tilbage til der, hvor vi tilbragte 6 uger i sommers, Vina Christina, Grazalema, Andalusien, Spanien. Denne gang desværre uden hunde, og med fly. Vi rejste fredag eftermiddag, med stop i Madrid og til Jerez. Derfra videre med bil de sidste ca. 100 km. Vi kom frem klokken 02 lørdag morgen, efter at vores fly videre fra Madrid havde været forsinket. Men heldigvis kendte vi det hele fra vores sommerferie, så vi kunne hurtigt falde om i vores store seng.
Næste morgen, stod vi først op ved 9-tiden. Vi tog ind til byen og spiste morgenmad på byens centrale torv. Her var livlig aktivitet, den halve by havde fået samme ide som os. Så der sad vi sammen men alle de lokale og deres vandkæmmede børn i deres stiveste puds.
Efter morgenmad tog Pia ud til sit ridecenter, El Imperio, for at hilse på Joaquìn og Ana, og få bestilt noget ridetid. Alle var glade for at se hinanden igen. Pia, Ana og Joaquín har jævnligt talt og skrevet sammen siden vi tog herfra i sommers, og er blevet rigtig gode venner.
Mens Pia var på visit på ridecentret cyklede Gabor en tur på 70 km, over bl.a. Palomasstigningen. Vi kom begge hjem nogenlunde samtidigt, hvorefter Pia kom med ud på en 25 km cykeltur, i ukendt terræn. Det var en rigtig fin tur ud i noget flot landskab
Om aftenen tog vi ind til byen, var forbi vores ven Clive, måtte desværre også fordrive to øls tid på baren da det endnu ikke var spisetid. Derefter gik vi hen og spiste på El Simancon. Vi spiste stegte rejer (som altid her) + dagens menu. Lidt senere rendte vi på vores ven Patro, som er tjener her og dertil en meget entusiatisk triatlet, som hvert år deltager i det enormt krævende "Triatlon Titan", en halv ironman med start i nabobyen, og Pias ønskestævne. Vi havde medbragt en Halvironman kasket til ham. Den blev han meget glad for. Og derefter på hovedet hjem og i seng. Jeg glemte vist at vi fik en is på vej hen til bilen :-) 17. oktober 2010 Så er det fødselsdagstid igen. Gabor fylder år. Dagens program stod på ridning og cykling og spisning for Pias vedkommende, og for Gabor stod den på cykling og spisning.
Vi tog sammen ud til ridecentret, hvorefter Pia tog på en ridetur og Gabor på en cykeltur. Efter en time, mødtes vi igen, hvorefter vi kørte til Prado del Rey. Grunden til dette var at vi havde tilmeldt os et 70 km MTB løb næste lørdag, og gerne ville prøvekøre ruten.
Efter ridning kørte vi til Prado del Rey, stillede bilen og begav os ud for at prøvekøre ruten til lørdagens MTB race. De havde godt nok fortalt os at det var en middelsvær til svær rute; men vissevasse sagde Gabor, "de aner ikke hvordan man kører MTB, så det regner jeg ikke for nogetsomhelst"...var ordene. Pia havde godt nok hele tiden haft en mavefornemmelse af, at der ventede en rigtig Gabor! Altså en helt igennem modbydelig og lang cykeltur, uden hverken vådt eller tørt. Og ganske rigtigt; det viste sig at ruten mestendels foregår på MEGET stenede og hullede grusstier; det blev en rystetur af den anden verden på vores MTB's, som er uden støddæmpning i forgaflen! Dårlig, dårlig ide her! Det havde været SÅ meget nemmere at køre med suspension; men det har vi altså ikke, så vi må klare os uden.
Ikke nok med at ruten var ret forfærdelig; vi fandt heller aldrig hele vejen rundt trods 2 GPS'er hvortil ruten var downloaded; der var mange forhindringer, såsom lukkede og låste låger, en blokeret tunnel, en dehydreret og tørstende småpige, punktering mv. Vi måtte vende om på halvvejen, men da ruten er rundt om en stor sø, var der ligeså langt hjem igen, men denne gang valgte vi nogle bedre veje. Men endelig fandt vi på hjemvejen en restaurant, der kunne forsyne os med adskillige colaer og nogle liter vand. Da vi var næsten hjemme ved bilen manglede vi så bare lige adskillige kilometers opkørsel på løst grus, jubiii. Fed fødselsdag. Nå hjem til det kolde hus (her er ikke centralvarme, så der bliver godt koldt om aftenen), i et hurtigt bad og så op til byen, hvor vi havde bord på El Simancon kl 20. Vi havde en rigtig hyggelig aften, og vores ven Patro diskede op med øl med fødselsdagslys :-) En rigtig hyggelig afslutning på en til tider meget anstrengende dag!
18. oktober 2010 I dag skulle vi finde en bestemt bank, for at indbetale vores startpenge til MTB løbet på lørdag. Vi måtte køre til Ubrique, og på vejen kørte vi lige igennem Villaluenga del Rosario, hvor dørene til den ottekantede tyrefægterarena af en eller anden ukendt årsag stod åbne. Ind og kigge, skyde et par billeder og videre.
Da vi kom retur til Grazalema klædte vi hurtigt om til cykelryttere og kørte en tur ud i solen. Bagefter stod den på solbadning og cykelpudsning. Gæt hvem der stod for hvad.
19.oktober 2010 Ud af fjerene klokken 9.15. Gabor først, for prinsessen skulle have pandekager til morgenmad. Efter morgenmad, d.v.s. klokken 11.00 tog vi afsted på vores cykler. Vi havde planlagt en lille tur, som vi regnede med ville tage ca. 3 timer. Det ville så lige passe med at Pia kunne nå en lille slapper, inden hun skulle afsted til ridning klokken 16.00.
Første etape at cykelturen skulle gå fra Puerto de los Alamillos, ca. 6 km fra hvor vi bor. Derfra ad grusstier og hjulspor ca. 11 km til byen Montejaque. Vi kom på et tidspunkt lidt på afveje, men fandt hurtigt tilbage på sporet, tak og være vores uundværelige GPSer.
Det var en meget flot tur, i et landskab helt uden selskab af andre end fritgående køer, tyre og sorte Iberiske grise.
Stierne her er ikke altid lige lette at køre, ofte er de meget stenede og stejle, hvilket gør at det ikke er gennemsnitshastighed man praler med. Turen gik sådan set ok ud til Montejaque, vi var lidt sent på den, men nu håbede vi på at ruten ville bliv lidt lettere at køre, da en stor del af det resterende var markeret med en tyk rød streg på kortet (hvilket betyder en langdistance vandresti).
Ud af Montejaque på en bred grussti, fin sti, men lige op i himlen. Op op op, og derefter ud på den flot slette Llanos de Libar, stadigvæk med ok underlag.
På sletten var der rigtig mange fritgående dyr, ikke mindst får, med alle deres små lam. Mange af dem vi så var ikke mange timer gamle. De var bare enormt nuttede Den lille fyr herunder, kunne knap nok gå endnu, så mon ikke den er kommet til verden denne flotte oktoberdag
Efter et langt stykke på sletten hvor vi kørte i en sydvestlig retning, drejede stien nu brat mod nordvest, i retning mod Villaluenga del Rosario (læsere af vores dagbøger, vil måske genkende navnet på byen, som værende det sted hvor Gabor flåede alle senerne der holder kravebenet fast til skulderen over, i sommers). Der hvor der havde været et ok hjulspor var der nu et bjerg. Bærende på vores cykler, og med glatte cykelsko, skulle vi nu passere det bjerg der skilte Llanos de Libar (den slette vi kom fra) med Llanos del Republicano (den slette vi skulle til). Vi tror nok at bjerget hedder Sierra de Libar y Mojon Alto. Det tog ca. en time at passere de ca. 2 km meget uvejsomme terræn. Det var meget kønt, men ikke spor sjovt med cykelsko. Det var mere held end forstand, at en af os ikke røg på røven.
Efter 4½ timer nåede vi endelig Villaluenga del Rosario, og manglede nu bare de sidste 15 km landevejcykling hjem. Med hiv og sving + en siver på Gabors baghjul, nåede vi endelig hjem klokken 15.57. Så Pia havde god til til at gå i bad, og drikke en Cola Zerro inde hun skulle ud af døren igen klokken 16.00
Klokken er nu 21, og Pia er netop kommet hjem fra ridning. Noget senere end forventet. Men hun er ikke alene, med sig under armen har hun en 16 uger gammel meget syg kamphund! Machico om igen! En syg hundevalp der er sort og hvid. Selv dens halespids er hvid som Machicos. Hvad er der sket ! Pia var som sagt ude og ride, og da hun kom tilbage fra rideturen, var Ana netop vendt hjem fra dyrlægen med den syge hundehvalp. Den havde sandsynligvis fået en kraftig virusinfektion, hvilket medførte kraftig dehydrering og bl.a. blodig afførring og opkast. Den skulle have drop m.m og Pia måtte give den som dyrlæge i stalden.
Efter drop var det så meningen af hunden skulle placeres i stalden, og være uden opsyn til næste dag. Det syntes Pia ikke var nogen god ide, ja ... så nu ligger den foran vores pejs .... Vi kan se frem til en nat med alt mulig hygge, og forhåbentlig en hund der overlever strabasserne
Klokken 11 gik vi alle til køjs, og ligesom med Machico, fik stakkels Tyson en opredning ved siden af vores seng. Aviser og håndklæder som værn mod kulden fra stengulvet, og en dejlig varm radiator som sengekammerat.
Som ventet blev det ikke nogen let nat, ca. hver anden time luftede vi hunden, og tjekkede den tilstand. Klokken 9 stod vi alle op, og som det første fik Tyson 250 ml vand via sit drop på højre forben (stuen er indrettet som felthospital). Derefter spiste vi, hvorefter Tyson fik 50 ml glucoseopløsning som drop. Den virker lidt kvikkere, med den er stadigvæk meget syg, og kan slet ikke tåle noget i maven, og har stadigvæk blodig diare og opkastninger jævnligt.
Nu har Pia taget Tyson under armen, og kørt ud til dens ejere på ridecentret. Måske bliver den indlagt på dyreklinikken, eller måske bliver den indlagt her hos Vet. Christina. Den har nu været syg i tre dage, og den tilstand burde snart ændres til det bedre, så vi håber at de næste 24-48 timer vil lysne lidt for det lille kræ. Selv om den skulle komme sig over det kraftige virus angreb, er der altid en stor risiko for at andre infektioner følger efter. Så om alle omstændigheder er det en barsk tid for Tyson.
I går da vi kom hjem fra vores cykeltur, og jeg ville vaske cyklerne, opdagede jeg at alle vores hjul var punkterede, ikke bare med et hul i hver slange, men med mange bitte små huller. Dækkene var fuld at små torne som havde ædt sig gennem dækkeneog lavet alle de små hulle. Dækkene og slangerne er nu nærmest lige til at smide ud, og hvad være er, så har vi kun smalle slikdæk til på lørdag. Og når man så samtidig mangler støddæmpere, og stierne er løst grus og sand, så kan det kun blive rigtigt sjovt. Nu vil jeg (Gabor) tage ud og køre en kategori 1 og en kategori 2 stigning. Den første vil tage mig ca. 50 minutter, og den anden ca. 20 minutter. Den første bliver kørt med ca. 15 km/t og den anden ca. 19 km/t. Når jeg så kommer hjem efter ca. 3 timer, er Pia og måske Tyson på vej hjem igen Så er jeg kommet hjem igen. På vejen hjem mødte jeg Pia, som var ude og løbe (hun havde også nået en cykeltur). Jeg fik kørt 44.57 på Palomasstigningen, hvilket er 8 sek. fra min PR. Så det var OK, alt taget i betragtning. Den anden stigning blev så taget med ro i blå zone. Tyson kom ikke med hjem, da den skulle efterses af deres egen dyrlæge senere i dag. Hvad der så sker, finder vi ud af senere, for Pia skal ned og ride klokken 18. Inden Pia skulle afsted igen fik vi lige en gang pasta med tomatsauce ude i solen
Klokken 17 kørte vi begge afsted, Pia til ridning, mens jeg stod af ved turistkontoret i Grazalema for at uploade denne dagbog. Da det var gjort, prøvede jeg forgæves at finde den sti der fører fra Grazalema, over vanddepotet og hjem til os. Det lykkedes mig ikke at finde starten på stien, så i stedet gik jeg først af landevejen, og senere af nogle gamle romerske veje, for så til sidst at følge nogle gedestier hjem. Det var som altid meget fredfyldt og smukt. Alle de mange geders summen rundt gør, at man ikke føler sig alene, og samtidigt alene.
Nu er klokken 19.30, og om lidt kommer Pia hjem, hvis altså hun ikke lige har skulle redde et dyr på vejen. Hvis hun har patienten med må vi blive hjemme og pleje den, men hvis ikke, tager vi et smut til byen og får en bid mad. I mens må jeg side her helt alene med min 1 liter Cruzcampo (lokal urtesaft) som jeg fandt i køleskabet og "kede" mig :-) I morgen skal vi vist nok kigge på det hus vi måske skal leje til påske, og på nogle andre huse som er til salg. De er vist alle over vores prisniveau, men det kunne være spændende at se hvad man kan få for pengene her i området. 21. oktober 2010 Dagen startede med at vi mødtes med Clive (ham fra turistkontoret) og aftalte med ham, at vi skulle se et hus i morgen klekken 10, og derefter på et hus som vi måske vil leje til påske. Derefter tog vi bilen til Ubrique, da vi skulle have strammet Gabors cykels forhjul op. Det tog lige lidt længere tid end ventet, og vi endte op med at købe et nyt forhjul, da det andet havde fået trykket nogle eger under transporten. Så da vi endelig kom hjem igen, kunne Gabor kun lige nå en lille kort cykeltur på 30 km. Derefter skulle vi mødes med Ashley og Claire fra Andaluciancyclingexperence. De arrangerer cykeltræningslejre hernede med base i nabobyen Montecorto. Da mødet var slut tog vi lige hjem og fiksede cykler, og derefter tog vi ind til byen og spiste på stamrestauranten. Vi fik noget dejligt at spise og en snak med vores tjenerven Patro. Han fortalte os at han var med i en teatergruppe, og at de i morgen skulle spille i nabobyen Zahara. Vi lovede at komme til Zahara og se stykket i morgen klokken 21.00.
22. oktober. Tidligt op og pakke alle vores ting sammen, for vi flytter ind til vores hyggelige stamhotel, La Mejorana, inde i byen. Vi fik afleveret vores ting i en fart, for vi havde jo aftalen om at se på huse klokken 10. De første hus vi så, og som var til salg, lå ca. 2½ km ude af byen, og var 150 kvadratmeter bygget for 5 år siden, med en 4500 kvadratmeter grund. Det var alt sammen meget ok, men vi vidste på forhånd at det ikke var til vores pengepung. Vi vil hellere have en mindre "ruin" og evt på en mindre grund, således at vi kan betale det kontant.
Bagefter kørte vi til det hus vi måske skulle leje til påske. Det ligge i samme dal som hvor vi bor nu, og var en gammel mølle/bager. Det var blevet restaureret meget flot, og var aldeles bedårende. Men hvordan det ser ud skriver vi om her på siden til påske.
Da vi var færdige med huskiggeri, spiste vi lidt mad på den lokale tapasbar (stegte rejer og peberfrugter), og derefter cyklede vi lige en lille 33 km tur. Nu mangler vi bare at spise lidt aftensmad, og derefter se Patro på de skrå brædder. Så i seng, og tidligt op og deltage i rædsels MTB racet.
>> Pagina web de "La Zapatera Prodigiosa" con video y fotos
Vi spiste middag i Zahara på Restaurante El Lago. Det var dejlig mad. Derefter gik vi op og fandt teatret, som er placeret under Plaza del Rey. Teaterstykket var en stor succes, med os som eneste udlændinge; så der blev kigget godt på os. Det er et meget lille samfund her, så alle kender alle, og vi faldt klart udenfor; men det tager vi os jo ikke af, vi synes bare det var sjovt at være der. Stykket er et stykke af Garcia Lorca, og vi forstod jo ikke til fulde al t hvad de sagde, men vi mener at have forstået essensen. Under alle omstændigheder hyggede vi os gevaldigt og morede os ved at se Patro på de skrå brædder; det var tydeligt at han nød det. 23. oktober 2010
Jeg havde forstået det sådan, at vi skulle køre med master de første 5 km, hvorefter løbet blev sat fri. Efter 1½ time med 17 km/t bag en håndfuld mastercykler, var jeg lige ved at stå af. Det var simpelthen for latterligt.
Flere gange stoppede vi op, og måtte ikke køre videre. Sådanne stop kunne vare op til 5-10 minutter, hvorfor aner jeg ikke. På et tidspunkt for foden af det stejle bjerg der fører op til byen Prado del Rey, stoppede vi igen. Jeg benyttede lejligheden til af få tisset. Det betød at jeg kom noget ned i rækkerne. Jeg havde ellers holdt mig til i front hele tiden, for at være klar hvis/når løbet blev givet fri. Pludselig tog fanden ved, og alle begyndte at cykle som vilde dyr. Mig efter dem. Som sagt var opkørslen meget stejl og bestod mest af løst grus og store sten. Det var fedt, med mine dæk :-(.Stille og "roligt" fik jeg kørt mig op igennem feltet, og da vi efter ca. 5 meget hårde km nåede byens top og byens centrale plads, var der en stor rød portal. Den passerede jeg som nummer 4. Så skete det igen.. Alle stoppede på toppen, og ingen måtte køre videre. Der skulle spises og drikkes, og først efter 30 min. fik vi lov til igen at køre afsted, men stadigvæk i sneglefart efter de gul/blå drenge. Pia agerede foto/forplejningsmandskab, og jeg fandt hende flere steder ude på ruten.
Hvad havde de gang i .... Bliver løbet nogensinde givet frit... Er disse bjergspurter, en del af den samlede konkurrence... kan det svare sig at gå hårdt til dem ...... Jeg var spejl blank. Som nævnt kørte vi igen videre efter en halv times ædegilde (der blev i den grad gået til den med spisningen, havde cyklingen bare været halv så energisk, havde det været sjovt). Efter en modbydelig stenet og stejl nedkørsel, hvor jeg flere gange var tæt på at ryste af min cykel og vejen, kom vi ned på nogle forholdsvis flade stykker. På et tidspunkt skulle vi køre et langt stykke på noget meget sandet og ret teknisk singletrack. Det var sjovt, for nu blev der pludselig givet gas. Underligt nok var mine konkurrenter ikke sælig gode på denne strækning, hvor de ikke havde særlig fordel af deres suspension. Så ret hurtigt kom jeg alene i front, men ...... STOP... spisetid hrmfffff.
Efter en halv time kunne vi igen få lov at køre efter de gul/blå drenge igen.... STOP.... Det så ud til at der skulle køres en 5 km meget hård og meget teknisk bjergspurt. Masser af sten, sand, hjulspor, og det hele med meget høj stigningsprocent. Igen skulle jeg udfordres på noget der absolut ikke er min spidskompetence, men denne gang var jeg parat, tænk hvis det indgik i den samlede stilling. Det holdt hårdt, men jeg åd mig op igennem grupper af små MTB-drenge, og på toppen lå jeg placeret i en lille gruppe på 3 ryttere (5-6-7). Det sidste stykke hen mod målportalen, gik let ned af bakke, og ikke med helt så kedeligt underlag. Det var noget den store dansker kunne lide. Pist væk var mine to følgesvende, og jeg kom igen i mål som nummer 4. Denne gang havde jeg den anden Caja Sur folkene foran mig som nummer 3.
Denne gang var der ikke nogen sanling på toppen, og ingen gul/blå drenge, så alle gav den gas. Jubiiii. Der manglede så ca. 14 km til mål, og jeg tænke, at nu var løbet endeligt frit. Desværre for mig var den nedkørsel der fulgte efter bjergspurten, lang, stejl og nærmest umulig at køre uden suspension. Jeg henter dog den ene Caja Sur mand, men bliver overhalet af 7 andre. Da jeg endelig når levende ned fra bjerget, fortsætter ruten ca. 2 km på en let stigende asfaltvej (3-5 %). Endelig kommer min Spectre med smalle slickdæk ud på sit rette element, og inden asfalten var brugt op, sad jeg i den førende 11 mandsgruppe. Nu kom vi igen ud på et langt stykke sandet singletrack, hvilket passede mig fint, da jeg tidligere i løbet havde set svagheder hos mine konkurrenter, netop på sådanne underlag. To af os trak fra de andre. Efterhånden kunne jeg regne ud at vi snart måtte nærme os mål, og kampen med min følgesvend spidsede til. Ca. 1 km før vi når byen, hvor der skulle være mål, styrter jeg i det løse sand, og min rival forsvinder ud af min synsvidde. Lige før vi når det første asfalt i byen, er jeg kommet op til ham igen, og jeg er ret sikker på, at vi ikke har nogen faretruende nær bag os. De sidste 2 km op mod mål går pænt stejl opad, gennem smalle gader. Jeg sætter mig i front og tænker at nu vil min opsætning igen rede mig. Fuld gas, trykke trykke trykke, og væk var min sidste konkurrent, og mig alene i front susende gennem gaderne sammen med et par politimotorcykler, og klappende tilskuere, var bare sjovt. Jeg ankommer til mål, men bemærker at der her ikke er nogen portal. Enden på historien er, at den officielle kunkurrence kun bestod af de to ca. 5 km lange bjergspurter, og at først i mål ikke talte nogen steder.
Et noget mærkeligt koncept, men folk så ud til at have det rigtigt sjovt bagefter, og vejret var herligt
Da alle var kommet i mål, blev der delt præmier ud til nummer 1-2-3 i de to bjergspurter. Jeg fik mærkeligt nok en pokal for at være den deltager der kom længst væk fra. Det koncept forstår jeg heller ikke. Pia brugte dagen dels som hjælper til Gabor og det mærkelige løb; dels med at få kysset farvel på ridecentret, til dyr og mennesker. Vi er så heldige, at Joaquín gerne vil passe på vores cykler, så de bor nu på El Imperio, og vi er fri for at rejse med cykler! Det gør det hele meget nemt!
Da vi kom hjem til hotellet igen, var det meste af dagen gået, så efter et bad, gik ud i byen og sagde farvel til bekendte, og spise lidt mamse. Derefter hjem i seng, da vi skulle tidligt op og flyve hjem. Patro havde været så sød at forære Pia en ægte fin spansk vifte og en flaske af husets hjemmelavede likør. Gabor fik ikke noget; men måtte pænt takke Patro for Pias gaver. Sådan gør man her. 24. oktober 2010 Lige nu sider vi i flyveren et eller andet sted over det nordlige Spanien, og frygter hvordan vejret er derhjemme. Næste gang vi skal her ned bliver i uge 7, påskeferien og hele sommerferien. Hvad så med juleferien! Jo. den bliver afholdt i det Sydkinesiske ØHav, hvor vi igen skal sejle rundt med Toto og Ariel, snorkle og sove i hængekøjer på øde strande mellem palmetræer.
Nu glæder vi os til at se banditterne derhjemme:
Snip snap snude, det var den ferie. Men ikke helt! Hvad med stakkel Tyson? Tyson blev ved med at være indlagt på dyrehospitalet, og blev kun holdt i live via drop med væske og næring. Han vedblev med at kaste op og blev som dagene gik mere og mere udmarvet. Vi troede ikke den ville overleve, men pludselig begyndte den at holde en smule på lidt mad, og fremgang var at spore. I går blev den så udskrevet og kom hjem til ridecentret igen, hvor den kærligt blev modtaget af såvel dyr som mennesker. Så selv om cykelløbet var en blandet fornøjelse, så var budskabet om at Tyson var på vej opad igen med til at gøre dagen rigtig dejlig. |
.jpg)
.jpg)
